Kimi: ”Det her er ikke Hollywood – det her er Formel 1”

Kimi Raikkönen er ikke kun noget for sig selv bag rattet på en Formel 1-racer. Han har også helt særlige evner, når det kommer til kommunikation med pressen. Det beviste han endnu engang, da det officielle F1-website fangede ham efter testene i Barcelona.

Kimi Raikkonen . Copyright Lotus GP

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 24/2 2013 klokken 13:02

Den finske verdensmester fra 2007 er elsket og berygtet for sin ligefremme og direkte måde at håndtere pressen på. Altid ærlig og direkte i sine kommentarer og gerne med et smil på læben. Således også, da han efter den sidste testdag på Barcelona blev bedt om en kommentar til en udtalelse fra hans egen teamchef.

Kimi Räikkönen Japans Grand Prix 2012. copyright Lotus

Lotus’ teamchef Eric Bouiller har i et interview beskrevet Raikkönens comeback til sporten som et resultat af finnens ’race craft’ – altså en antydning af en næsten overnaturlig tilgang til sporten. Det er da også hævet over enhver tvivl, at det var et bemærkelsesværdigt comeback. Finnen kørte en 2012-sæson uden en eneste DNF, og han sluttede i pointene i 19 ud af sæsonens 20 løb. Undervejs blev det til en enkelt sejr, og sammenlagt rakte det til en 3. plads.

Kimi Raikkonen. Copyright Lotus GP

Hovedpersonen selv afmystificerer imidlertid hele affæren.
”Det er meget mere simpelt – jeg gør mit bedste i hvert løb. Hvis det fungerer – så er det fint. Men jeg har ikke nogen overordnet plan. Er det ’race craft’?,” spørger Kimi.

”Det fungerer sådan her: Nogle gange er det sværere end andre gange. Nogle gange har du en god racer, andre gange har du ikke. Folk forsøger ofte at mystificere ting, som faktisk er meget simple,” griner finnen.

Kimi Raikkonen. Copyright Lotus GP

Raikkönen valgte også en passiv tilgang til holdkammeraten Romain Grosjeans affærer, på trods af franskmandens problematiske 2012-sæson.
Adspurgt om man kunne sammenligne Raikkönen med en Jedi Master, som tog en lærling under sine beskyttende vinger, svarede den stille finne: ”Nej. Det her er ikke Hollywood – det her er Formel 1. Jeg forsøger at holde styr på mit eget shit”.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hamilton: Vi mangler tæt på 3 sekunder Vergne og Ricciardo er ikke længere venner »