Kovalainen til Marussia?

Selvom intet endnu er bekræftet, tyder meget på, at Luiz Razia mister sit sæde hos Marussia, endnu før sæsonen er sparket i gang. Den mest sandsynlige afløser ser ud til at være Heikki Kovalainen.

Heikki Kovalainen . Copyright Caterham F1

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 1/3 2013 klokken 17:03

For den 23-årige brasilianer Luiz Razia ser drømmen om Formel 1 ud til at briste igen, stort set før den er kommet i gang. Razias sponsorer har angiveligt ikke overført de lovede beløb til teamet, som derfor ser ud til at ville ophæve kontrakten med den unge brasilianer.

Luiz Razia. Copyright Marussia F1

Skulle det ende med et exit til Razia, kan teamet glæde sig over, at der er et ganske pænt udvalg af kvalificerede kandidater, som alle har Formel 1-erfaring af den ene eller den anden art. Både Narain Karthikeyan, Jules Bianchi, Vitaly Petrov og Heikki Kovalainen nævnes som mulige afløsere for Luiz Razia, med sidstnævnte som den absolutte favorit.

Heikki Kovalainen. Copyright Caterham F1

Adskillige medier, heriblandt det finske nyhedsbureau MTV3, hævder at Kovalainen er snublende tæt et kunne sætte sin underskrift på en aftale, som sikrer ham pladsen ved siden af britiske Max Chilton.

’Sky Sports’ mener at vide, at Kovalainen allerede har besøgt Marussias fabrik for at få støbt et sæde – og at finnen har tilbudt at køre 2013-sæsonen gratis.

Luiz Razia. Copyright Marussia F1

Ifølge vedholdende rygter fra Barcelona, hvor den sidste test-session inden sæsonstarten foregår i disse dage, kommer Luiz Razia ikke i bilen i denne uge. Til gengæld forventes Heikki Kovalainen at teste Marussias MR02 på lørdag.

Den 31-årige finne kan byde ind med 6 års Formel 1-erfaring, som har bragt ham omkring både Renault, McLaren, Lotus og Caterham.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Adrian Sutil får det sidste sæde Jules Bianchi bekræftet hos Marussia »