Pirelli truer med at trække sig

Pirelli melder nu ud, at den fortsatte kritik og utilfredshed med deres dæk kan ende med et færdigt samarbejde efter denne sæson.

Sebastian Vettel . Copyright Pirelli

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 24/5 2013 klokken 07:05

Pirellis motorsportsdirektør, Paul Hembery, udtalte torsdag til tensport.com, at de og Formel 1 står overfor en ekstrem alvorlig situation, der skal løses hurtigst muligt, ellers er Pirelli klar til at trække sig fra samarbejdet efter denne sæson, hvilket vil efterlade Formel 1-feltet uden noget gummi at sætte på racerne.

Kritikken har haglet ned over den italienske dækleverandør næsten fra sæsonstarten, og Pirelli er tilsyneladende ved at have fået nok. Det bliver heller ikke bedre af, at de nye forhandlinger om næste års dækleverancer og produktion er brudt sammen.

"Vi skal åbenbart omkring den 1. september, kunne fortælle teamsene alt, hvad de skal vide om de nye dæk til næste sæson, men lige nu kan vi ikke det - vi er i en midtvej," udtaler Hembery.

Det forlyder internt i paddocken, at Pirelli har underskrevet en kontrakt med mogulen Bernie Ecclestone, men at en fuld og bindende aftale også skal underskrives af FIA og samtlige af de konkurrerende teams. Men det er ikke alle teams, der er villige til at skrive under, lyder det fra Pirelli.

Under en pressekonference i Monaco udtalte Paul Hembery, at Pirelli allerede har sat en endelig dato for et svar fra teamsene, men de ønskede ikke at løfte sløret for, hvornår aftalen senest skal underskrives.

"Men det er tydeligt, at tiden allerede er ved at rinde ud, tingene er ved at blive ekstremt alvorlige," slutter Paul Hembery.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Monacos GP: 2. frie træning. Rosberg hurtigst Hold øje med: Pole-manden »