Kevin Magnussen alligevel med til Young Drivers test

McLaren har tidligere oplyst, at danske Kevin Magnussen ikke skal køre for teamet i den nært forestående Young Drivers test på Silverstone. Til gengæld kommer han bag rattet på en Force India.

En glad Kevin Magnussen. . Copyright McLaren Group

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 13/7 2013 klokken 15:07

Når årets Young Driver test løber af stablen d. 17-19/7 på Silverstone i England, bliver det alligevel med en dansk kører på deltagerlisten. Kevin Magnussen er som bekendt en del af McLarens Young Driver Programme, og han har tidligere imponeret med nogle særdeles komkurrencedygtige tider, da han ved sidste års Young Driver test i Abu Dhabi sad bag rattet på McLarens egen racer.

Kevin Magnussen McLaren-test. Copyright McLaren Media/LAT Photography

Ikke desto mindre meldte teamet fornylig ud, at danskeren ikke var en del af deres planer for dette års test. Nu forlyder det ifølge ’Berlingske’, at Kevin Magnussen alligevel kommer ud at køre på onsdag. McLaren har ifølge danskerens manager Dorte Riis lånt ham ud til Force India.

Force India benytter sig ligesom McLaren af Mercedes’ kundemotorer, og der eksisterer i forvejen et udbredt samarbejde mellem de 2 teams. Alt andet lige må Force India også betragtes som et bedre bud på en 2014-arbejdsgiver for den 20-årige dansker, da både Sergio Perez og Jenson Button må formodes at sidde sikkert i deres sæder hos McLaren.

Paul di Resta. Copyright Sahara Force India

Paul di Resta, som i dag kører for Force India, er til gengæld en del af Silly Seasons rygtemølle, hvorfor der godt kan opstå en åbning i det indisk-ejede team med base i netop Silverstone.

Eftersom Kevin i weekenden d. 20-21/7 skal køre 6. afdeling af Renault World Series i Østrig, vil han kun deltage i Silverstone-testens første dag.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Boullier: Vi har en plan B, hvis Räikkönen smutter Ny dækallokering til Ungarns GP »