Di Montezemolo: Testreglementet er latterligt

Ferraris præsident langer kraftigt ud efter det gældende testreglement, som han finder latterligt. Ifølge den farverige italiener vil teamsene spare penge, hvis man genindfører de frie tests på bane.

Luca di Montezemolo . Copyright Ferrari Media

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 29/12 2013 klokken 18:12

Ferraris præsident Luca di Montezemolo har aldrig været bange for at bringe sig selv i centrum. Vi har ofte fået kontroversielle bemærkninger fra den 66-årige italiener, og i et nyligt interview med britiske ’Autosport’, er han på krigsstien igen.

Som bekendt blev enhver form for tests mellem løbene forbudt tilbage i 2009. Dette skete i et forsøg på at holde omkostningerne nede og dermed eliminere lidt af forskellen mellem rig og fattig i Formel 1. Ifølge di Montezemolo er det imidlertid slået helt og aldeles fejl, for nu foregår ”testene” blot i avancerede simulatorer, hvilket er endnu dyrere end at teste ude på banen.

Stefano Domenicali og Luca di Montezemolo

”Det er en vittighed,” siger Ferraris præsident Luca Di Montezemolo. ”Vi bliver tvunget til at investere store summer i disse forfærdelige, kunstige maskiner, i stedet for at teste her på Fiorano og på Mugello.”

”Hvis man ikke har penge til at teste, bør man i stedet deltage i GP2, karting eller bare spille basketball. Jeg ønsker at teste, først og fremmest for at give alle nye kørere muligheden for at køre i bilerne og få noget erfaring. Men jeg ønsker også at offentligheden får flere muligheder for at opleve bilerne, for der er helt stille mellem løbsweekenderne i Formel 1. Der sker intet, intet.”

Davide Rigon i gang med testarbejde. Copyright Ferrari Media

”Testene er også en god lejlighed for sponsorerne til at nå ud til offentligheden. Og testene er billigere end opførelsen og den månedlige vedligeholdelse af den forfærdelige simulator. Det er noget, som vi må og skal diskutere med henblik på fremtiden.”

”Hvis du vil deltage i forboldens Champions League, skal du købe gode spillere, og du skal træne måske helt op til 5 gange om dagen. Sådan er konkurrencen.”

”Jeg finder det latterligt, at vi i Formel 1 på den ene side ikke må teste, mens vi på den anden side bliver tvunget til at bruge enorme summer i vindtunnelen, hvor vi udvikler aerodynamiske dele, som ikke kan overføres til vores gadebiler.”

Til slut i interviewet lader di Montezemolo forstå, at han ikke er alene om denne holdning. Pirelli, og givetvis også en række underleverandører, lider også under de manglende testmuligheder.

”Jeg ønsker ikke at fremstå som en gammel konservativ Formel 1-fan, men jeg tror også, at vi kunne have undgået dækskandalen (med de mange dækeksplosioner i 2013, red.), hvis vi havde haft lov til at teste mere. Det er også meget svært for Pirelli, når de ikke kan udføre ret mange tests.”

Copyright Pirelli

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Michael Schumacher på hospitalet efter skistyrt Michael Schumacher i alvorlig livsfare »