Spændende uger vi går ind i

Uge 4 år 2014 bliver en spændende uge. Vi starter onsdag med DMA og har så tre præsentationer fredag, lørdag og søndag. Uge 5 kommer endnu flere præsentationer og årets første test begynder. Samtidig får vi også kendskab til mindst et nyt navn på gridden.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 19/1 2014 klokken 20:01

Ugers, nogle vil sige måneders, ventetid er nu ovre. De fleste hold har navne på deres kørere, og i den kommende tid får vi de fleste nye biler at se i deres testform. McLaren åbner ballet fredag, Ferrari overtager lørdag, og Sauber slutter ugen af på søndag.

Onsdag hylder vi dansk motorsport til Dansk Motorsport Award i Cirkusbygningen, og her skal vores modeekspert Lea op og overrække en pris.

Caterham er det eneste hold, der ikke har annonceret nogle kørere, men som samtidig har bekendtgjort, at de vil være til testen i Jerez d. 28. januar. Hvem der skal køre for dem, har de joket med på deres facebookside, men de mere seriøse rygter antyder, at svenske Marcus Ericsson er favorit til et sæde. De mere løse rygter har Kamui Kobayashi som favorit til det andet sæde. Giedo van der Garde og Charles Pic hører man ikke rigtigt om.

Der bliver også travlt på Jerez. Her har de fleste hold meldt fremvisning af deres nye biler, så vi har noget at glæde os til her på Bil Magasinet Formel 1, hvor de fleste nyheder med et enkelt ord har været lidt kedelige.

Lotus GP har som det eneste hold meldt ud, at de ikke kommer til den første test. Det ser mange som et svaghedstegn, men husk, at Red Bull Racing også sprang første test over et år, og de endte med at tage begge mesterskaber.

Vi glæder os.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hvad skal den nye Ferrari hedde? Caterham med friske kørere »