Sauber vil væk fra bunden

Kun Caterham er dårligere placeret i kampen om mesterskabet end Sauber i år. Noget der absolut ikke passer Monisha Kaltenborn. Men hun er sikker på, at Sauber nok skal komme igen.

Monisha Kaltenborn . Copyright Sauber Motorsport

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 19/6 2014 klokken 12:06

Sidste år havde Sauber ikke ligefrem den bedste sæsonstart, og i år er det indtil nu gået endnu værre. Sidste sæson blev reddet af en utrolig stærk sæsonafslutning, som sikrede dem stor fremgang.

Denne øvelse håber Sauber Chef Monisha Kaltenborn at man kan gentage, startende i den kommende weekend.

”Vi valgte sidste år at fortsætte udviklingen af bilen indtil meget sent på sæsonen, hvilket på det tidspunkt var det rigtige at gøre, og det betalte sig,” udtalte Kaltenborn i et interview med 'Autosport'.

Monisha Kaltenborn. Copyright Sauber Motorsport

”Nu lider vi under den manglende fokus på den nye bil sidste år, men jeg er sikker på, at vi nok skal komme tilbage og begynde at score point igen,” tilføjede hun.

”Det faktum, at vi er efter Marussia, er absolut ikke noget, vi bryder os om, men det er heller ikke noget, vi vil dramatisere yderligere.”

”De fik deres point i et løb, hvor alt kan ske, og hvor vi selv lå til at få point, så det vil jeg bare lade ligge.”

”Vi ved vi skal forbedre os, men også at vi har løb nok til at gøre det.”

”Jeg har stadig tiltro til, at vi kan gøre som sidste år,” sluttede Monisha Kaltenborn.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Rosberg mentalt ovenpå Kun få besparelser opnået »