Calderón bekræftet testkører for Alfa Romeo Sauber F1

Så træder endnu en kvinde en på Formel 1-scenen, denne gang i skikkelse af Tatiana Calderón, som netop er blevet bekræftet som testkører for Alfa Romeo Sauber F1.

Tatiana Calderón. . Copyright Sauber F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 7/3 2018 klokken 13:03

Alfa Romeo Sauber F1 Team har annonceret, at teamet har indgået kontrakt med colombianske Tatiana Calderón som testkører i 2018. Den 25-årige colombianer er ikke et ukendt ansigt i det schweiziske team, idet hun i 2017 havde rollen som udviklingskører for det daværende Sauber F1.

Alfa Romeo Sauber F1 oplyser, at Calderón begynder simulatortræning og coachingsessioner med ingeniørerne både i Hinwill og på banerne op til samtlige grandprix-weekends.

Calderón startede sin racerkarriere da hun var ni år gammel og har vundet flere nationale mesterskaber i sit hjemland og i USA. Hun kom til Formel-klassen Star Mazda Series, der er en del af vejen til IndyCar i USA. Herefter flyttede hun til Europa, hvor hun har konkurreret i forskellige mesterskaber som eksempelvis Euroformula Open, britisk F3, FIA F3 og GP3.

Tatiana Calderón under vintertest i Barcelona 2017.
Copyright Sauber F1


Nogle af Calderóns seneste karrierehøjdepunkter omfatter podieplaceringer i britisk F3 og i Euroformula Open, en 2.-plads i 2016 i MRF-mesterskabet og et podium i sidste runde af en af rugekasserne til Formel 1, World Series Formula V8 i 2017, det tidligere World Series by Renault 3.5.

Ud over sit engagement med Alfa Romeo Sauber F1 Team kører Calderón igen i GP3-serien i 2018.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER