Står Vandoorne foran Magnussen?

Flere spanske og italienske medier har været ude og fortælle, at McLaren vil annoncere Stoffel Vandoorne som Fernando Alonsos holdkammerat efter sommerferien i Belgien. McLaren afviser dog disse spekulationer.

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 7/8 2015 klokken 15:08

Der har på det seneste været tiltagende rygter fremme om, at Stoffel Vandoorne vil blive forfremmet til Formel 1 kører for McLaren efter denne sæson.

Flere spanske og italienske medier har skrevet om, at McLaren vil komme med en udmelding om deres 2016 kører line-up efter sommerferien, når Formel 1 feltet kommer til Belgien.

Men direkte adspurgt melder McLaren ud, at det ikke kommer til at ske.

”Vi har ingen intention om at komme med en udmelding om vores kørere i Belgien, tværtimod,” kom det fra en McLaren talsmand.

”Vi er i gang med en proces, som langt fra er på plads, omkring vores kørere”, tilføjede han.

Det eneste, der dog blev bekræftet under samtalen med ham, var, at Jenson Buttons sæde ikke er sikkert, da det blev bekræftet, at han har en option for 2016 men ikke en aftale om, at sædet er hans.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.