Hård debutsæson for Jan Jønck

2015 har budt på masser af udfordringer for Jan Jønck, som har fået sin internationale debut i det tyske Formel 4 mesterskab. Han fortæller her om sæsonens op- og nedture.

Formel 4, Lausitzring 2015 . Copyright Jan Jønck Presse

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 23/12 2015 klokken 08:12

Det århusianske formeltalent Jan Jønck har i år sammen med RS Competition været gennem en krævende og meget udfordrende debutsæson i det tyske Formel 4 mesterskab. Året har budt på store oplevelser og har givet masser af værdifulde erfaringer i at begå sig i en tæt og jævnbyrdig serie, men det har også stillet ganske store krav til den unge kørers mentale styrke og hans evne til at håndtere modgang.

Mesterskabet består af 8 afdelinger, men Jan Jønck og RS Competition deltog kun i de 7 - sammen med teamet besluttede Jan nemlig i god tid, at man ikke ville deltage i den sidste weekend på Hockenheim; en beslutning som tog sit udspring i ønsket om at være optimalt forberedt på 2016.

Jan Jønck, RS Competition
Copyright Jan Jønck Presse


Sammen med teamet er han allerede nu godt i gang med forberedelserne til 2016 sæsonen, hvor planen er at fortsætte i Formel 4. Umiddelbart efter sæsonens 7. løbsweekend, som fandt sted Oschersleben, blev Jan og teamet i fællesskab enige om, at ressourcerne til resten af indeværende sæson blev udnyttet bedst ved allerede nu at fokusere på 2016.

”Vi er alle sammen blevet klogere gennem hele sæsonen, og vi har fået opbygget en masse viden om bilen og dens måde at opføre sig på. Det betyder, at vi nu har en hel masse at arbejde med henover vinteren, så vi kan optimere bilerne til den nye sæson,” siger Jan.

Oschersleben, april 2015. Jan Jønck er klar til debuten i det tyske Formel 4 mesterskab
Copyright Jan Jønck Presse


”Det har været en lang og hård sæson, og vi er stødt på mange udfordringer, som vi ikke var forberedt på. Vi har på ingen måde fået noget foræret, og indlæringskurven har været præcis lige så stejl, som vi på forhånd havde forventet,” fortæller Jan i sin umiddelbare analyse af en sæson, som har budt på besøg på en håndfuld af de mest legendariske racerbaner i Europa.

Jan Jønck i Eau Rouge på legendariske Spa-Francorchamps.
Copyright Jan Jønck Presse


Jan fokuserer nu på sin fysiske træning og på at holde sig skarp ved at træne i simulatoren, og imens kan teamet bruge krudtet på værkstedet, hvor racerne optimeres og justeres. Samtidig er man også internt i teamet blevet klogere på en række arbejdsgange og processer, som man med fordel kan effektivisere til den kommende sæson.

De endelige planer og aftaler for 2016 er endnu ikke fastlagt, og bl.a. derfor kommer hverken Jan eller teamet til at kede sig i de kommende måneder, hvor både de sportslige og de økonomiske målsætninger skal formuleres og lægges fast, mens der også skal ledes efter flere samarbejdspartnere til Jans projekt, som stiller endog meget store krav til en solid økonomisk ballast.

Der er således nok at se til, selvom sæsonen er slut, og Jan glæder sig allerede nu til 2016.

Jan Jønck og hans engelske ingeniør diskuterer setup.
Copyright Jan Jønck Presse


”Hvis vi skal være hudløst ærlige, så var vi set i bakspejlet måske en anelse naive i vores tilgang til Formel 4; selvom vi var nye og ikke kendte bilerne til bunds, så troede vi fuldt og fast på, at vi nok skulle gøre os gældende. Vi troede på, at vi med vores indstilling og vores kampgejst nok skulle være med fremme, men vi kom ret hurtigt ned på jorden igen. Allerede på dette niveau betyder økonomisk formåen rigtig meget, og vi fandt hurtigt ud af, at der er enormt stor forskel på at være et mindre, privat team og på at være et ”junior” fabriksteam,” fortæller Jan i sin indledende analyse af 2015 sæsonen, hvor han har været oppe mod kørere med betydeligt flere ressourcer i ryggen.

”Første løbsweekend på Oschersleben var en øjenåbner, hvor det ikke gik som forventet. I de følgende løbsweekender havde vi rigtig svært ved at finde farten i bilen, og vi eksperimenterede med en lang række forskellige ting, før vi midt på sæsonen opdagede, at der var en fejl på turboladeren på min racer,” beretter Jan, som herefter fik ombyttet motoren fra fabrikken i Italien. I den følgende weekend på Lausitzring hentede Jan herefter sæsonens bedste resultater, og det gav blod på tanden til resten af sæsonen.

Jan Jønck i kamp på Eurospeedway Lausitzring.
Copyright Jan Jønck Presse


”Det er ingen hemmelighed, at vi var rimelig skuffede efter den første halvdel af sæsonen, men Lausitzring blev et vendepunkt. Her fik vi vist, at vi godt kan være med fremme, når bilen fungerer, og det gav et kæmpe boost til hele teamet. Det er den slags oplevelser, vi skal fokusere på, når vi kigger frem mod 2016. ”

Jan er sin egen hårdeste kritiker. ”Vi har været ramt af nogle tekniske defekter og er blevet påkørt en del gange, men jeg har også selv lavet et par dumme fejl undervejs. Det hører med til at være rookie.” Den unge dansker er dog fuldt opsat på at kunne lave bedre resultater næste sæson. ”Man bliver hærdet, når man møder modgang og kæmper mod overmagten, og jeg er helt sikkert en både stærkere og bedre kører i dag, end jeg var inden 2015 sæsonen,” siger Jan, så motivationen er større og stærkere end nogensinde.

Jan Jønck studerer data i garagen.
Copyright Jan Jønck Presse


Jan Jønck gør klar til kamp på Nürburgring.
Copyright Jan Jønck Presse


De næste par måneder kommer til at foregå uden asfalt under hjulene, og for en racerkører er det langtfra den sjoveste tid på året. Vintermånederne skal bruges på fysisk og mental træning og på at opsøge og bearbejde nye potentielle samarbejdspartere.

”Jeg er rimelig sikker på, at jeg taler for alle racerkørere, når jeg siger, at vinteren er meget lang at komme igennem. Det er altså noget sjovere at sidde i en racerbil end det er at svede i træningscentret, men tingene hænger jo sammen., og jeg ved af egen erfaring, hvor meget det betyder at være i topform,” siger Jan, som derfor ikke har ondt af sig selv. ”Man skal yde, før man kan nyde, og udsigten til igen at komme bag rattet er det hele værd. Jeg får lov at leve mine drømme ud, og jeg skal nok nå gennem nåleøjet.”

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Schumacher i bedring Button alene igen »