I det følgende bringer vi det resultatet af samtlige Formel 1-løb på 2024-kalenderen. Denne Power Rating er et gennemsnit fra samtlige af sæsonens bedømmelser.
Med få ord giver vi først en kort bedømmelse at hver enkelt kørers indsats, og vi starter med den lavest placerede og arbejder os op mod toppen af tabellen.
Vi er klar over, at der er ligeså mange meninger om kørerne, som F1-sporten har fans. Du er derfor meget velkommen til at give din egen Power Rating på
vores Facebook-side.
Logan Sargeant
Saudi Arabiens Grand Prix 2023. Logan Sargeant. Williams
Copyright Williams F1
Sargeants tid hos Williams var en trist historie, hvor amerikaneren nærmest satte uofficiel rekord i smadrede biler. Han fortsatte med at kæmpe men var tydeligvis på dybt vand i hele sæsonen, inden teamchef James Vowles fik taget sig sammen til at stoppe samarbejdet to tredjedele inde i sæsonen.
Den 23-årige amerikaner sluttede uden point, og det vil være højst usandsynligt, at han vender tilbage til Formel 1.
Daniel Ricciardo
Bahrains Grand Prix 2024. Daniel Ricciardo
Copyright Red Bull Contentpool
Det blev et nærmest ubehageligt farvel for den populære australier, da han igen kun glimtvis formåede at vise sin fart. At han ikke kunne overgå Tsunoda overbeviste derfor Red Bulls ledelse om, at det var mere fordelagtigt at evaluere Liam Lawson inden sæsonafslutningen end at fortsætte med Ricciardo.
Hvad enten årsagen var manglende tilpasning til den nuværende generation af biler eller et simpelt formtab, ser Ricciardos Formel 1-karriere ud til at være endegyldigt forbi denne gang.
Guanyu Zhou
Stake F1 Team - Guanyu Zhou
Copyright Stake F1 Team
Formel 1s første kinesiske kører sikrede sig Saubers eneste point i sæsonen med en ottendeplads i det næstsidste løb i Qatar.
Det var dog generelt en skuffende sæson for den 25-årige, som ikke gjorde nævneværdige fremskridt, hvilket betyder, at han ikke fortsætter som fast kører næste år.
Der florerer rygter om, at Zhou er kandidat til en reserverolle hos Ferrari i 2025, men det vil sandsynligvis ikke forbedre hans muligheder i Formel 1.
Sergio Perez
Sergio Perez forud før Østrigs Grand Prix 2024
Copyright Red Bull Contentpool
Det har været en markant nedtur for mexicaneren. Efter en lovende start på sæsonen oplevede han et totalt formdyk hvilket i sidste ende resulterede i, at han kom til at betale den højeste pris: at miste sit sæde.
Det er indlysende, at RB20 ikke var lige så dominerende som sine forgængere, men Pérez har tidligere i sin karriere opnået imponerende resultater, selv uden at have den hurtigste bil.
Hans kvalifikationsevner svigtede markant, og hele ni gange formåede han ikke at kvalificere sig til Q3, hvilket betød, at mexicaneren ofte startede løbene fra en ufordelagtig position.
At han holdt fast i sit sæde sæsonen ud, skyldtes formentlig Red Bulls begrænsede alternativer og måske også en vis forlegenhed over den fejlagtige beslutning om at forlænge Pérez' kontrakt i juni, netop som hans form begyndte at dale.
Valtteri Bottas
Stake F1 Team - Valtteri Bottas
Copyright Stake F1 Team
At Bottas' mest mindeværdige præstation i denne sæson var at gennemføre en Ironman-triatlon hjemme i Finland, siger det meste om hans præstationer på banen. Finnen var den eneste kører, der sluttede sæsonen uden point, hvilket forekommer mærkeligt, da han generelt var markant hurtigere end sin Sauber-teamkollega Zhou.
Bottas fastholder, at han stadig har noget at bidrage med til sporten, men han har ikke vist nok til at overbevise et topteam om, at han fortjener en plads. Den 35-årige finne fortsætter som test- og reservekører hos sin gamle arbejdsgiver Mercedes i 2025.
Esteban Ocon
Ungarns Grand Prix 2021. Esteban Ocon
Copyright Alpine F1
Ocons femårige periode hos Alpine sluttede på en noget ambivalent måde, der dog blev opvejet af hans fremragende andenplads under de vanskelige vejrforhold i Interlagos.
Bortset fra dette var det en skuffende sæson for den notorisk konkurrenceprægede kører, der håber at profitere på et skifte til Haas næste år.
Lance Stroll
Kinas Grand Prix 2024. Lance Stroll var hurtigste mand i fredagens frie træning
Copyright Aston Martin Aramco F1 Team
Det var endnu en skuffende sæson for canadieren, der ikke gjorde meget for at mane forestillingen om, at han udelukkende beholder sit sæde på grund af sin fars ejerskab af teamet, til jorden.
Ikke blot skuffede Strolls præstationer igen, men han fortsatte også med at give indtryk af, at han hellere ville befinde sig et hvilket som helst andet sted end i Formel 1-paddocken. Og hvornår har man sidst læst eller set et seriøst interview med canadieren?
Det er vanskeligt at få øje på Strolls ambitioner, og med rygter om, at Aston Martin er i forhandlinger med Max Verstappen, ser situationen ikke ud til at blive lettere for ham.
Yuki Tsunoda
Bahrains Grand Prix 2024. Yuki Tsunoda
Copyright Red Bull Contentpool
Den japanske kører lignede den sandsynlige vinder i det, der blev anset for at være en direkte duel med Daniel Ricciardo om et Red Bull-sæde – og senere Liam Lawson, men i sidste ende blev han alligevel forbigået. Japaneren opnåede tre syvendepladser i en VCARB-racer, der underpræsterede, men han udviste altid stor dedikation, ikke mmindst på radioen.
Den 24-åriges præstationer var præget af stabilitet frem for spektakulære resultater, men det var ikke tilstrækkeligt til at overbevise Red Bull om, at han fortjente at blive Max Verstappens teamkammerat.
Alex Albon
Alexander Albon under kvalifikationen i Monaco
Copyright Williams F1
Det var en vanskelig sæson for Albon, da Williams ikke formåede at fortsætte den positive udvikling fra 2023. Den britisk-thailandske kører syntes at blive hæmmet af teamets udfordringer og præsterede under sit vanlige niveau, hvilket resulterede i fire DNF'er som følge af uheld. Samtidig var han fra start under pres fra vikaren Franco Colapinto.
Konkurrencen mod den nye teamkammerat Carlos Sainz næste år kan blive afgørende for, om Albon nogensinde får mulighed for at kæmpe med i front – presset er stort.
Kevin Magnussen
Kevin Magnussen. Abu Dhabi 2024
Copyright Haas F1 - LAT Photo
Da danskeren i Abu Dhabi (sandsynligvis) sagde farvel til Formel 1, forlod han sporten med adskillige eksempler på sin kompromisløse ‘old school’ og, ikke mindst, stærkt underholdende kørestil, som har vundet mange fans kloden rundt.
Kørestilen resulterede dog i en løbskarantæne, da han desværre havde akkumuleret for mange strafpoint over et år. Men alligevel ændrede Magnussen ikke sin tilgang til nogen eller noget – heller ikke til reglementet, som danskeren finder alt for destruktivt.
Haas-kørerens mest bemærkelsesværdige og nærmest heroiske præstationer i år indbragte ham ironisk nok ingen point, da han på fornem vis agerede wingman og holdt konkurrenterne bag sig, så teamkammeraten Hülkenberg kunne score point i Saudi-Arabien og Miami.
K-Mag sluttede på P15 med 16 point på kontoen hvilket kunne have været en del bedre, hvis ikke Haas-folkene havde brilleret med deres sædvanlige pitstop-koks.
Pierre Gasly
Pierre Gasly under fredagens træning til Spaniens Grand Prix.
Copyright Alpine F1
Det var ikke udelukkende Pierre Gaslys skyld, at hans første halvandet år hos Alpine var udfordrende, da den franske kører kæmpede for at opnå resultater i en underpræsterende bil.
Hvad enten det skyldtes forbedringer af bilen eller nyheden midt i sæsonen om, at hans teamkammerat Esteban Ocon ville forlade holdet i 2025, begyndte Gasly at vise sit potentiale i de sidste løb.
Både han og Ocon præsterede fremragende i Alpines bemærkelsesværdige dobbeltpodium i Brasilien, og efterfølgende leverede Gasly en række stærke præstationer på tørre baner, med en femteplads i Qatar og en syvendeplads i Abu Dhabi, hvilket sikrede holdet sjettepladsen i konstruktørmesterskabet.
Fernando Alonso
Fernando Alonso inden løbet i Monaco 2024
Copyright Aston Martin
Efter den lovende 2023-sæson, hvor Aston Martin havde hævet armene og så ud til at kunne udfordre de førende teams, så er det bare en kendsgerning, at denne sæson har givet anledning til eftertanke.
Alonso fastholdt generelt sit høje niveau og fortsatte forventeligt med at præstere bedre end holdkammeraten Lance Stroll. Dog begik han nogle usædvanlige fejl, og et helbredsproblem mod slutningen af sæsonen kan få den 43-årige spanier til at overveje sin fremtid i Formel 1.
Det er uafvendeligt, at alderen af naturlige årsager vil begynde at sætte sit præg på præstationerne.
Nico Hülkenberg
Canadas Grand Prix 2024. Nico Hülkenberg
Copyright Haas F1
Hülkenberg fortsatte med at demonstrere, hvorfor Audi var opsatte på at sikre sig ham til deres Formel 1-projekt i 2026. Han leverede adskillige markante præstationer i kvalifikationen og formåede ofte at følge op på dem ved at kæmpe om point. Han sluttede i pointene i fem af de sidste syv løb, og med sine 37 år synes han at modnes med ynde.
Havde det ikke været for Alpines noget heldige dobbeltpodium på Interlagos, ville Hulken sandsynligvis have ført Haas til en særdeles imponerende sjetteplads i konstruktørmesterskabet.
Mere held og dygtighed blandt kollegaerne i den anden garage hos K-Mag ville også have gjort sit.
Lewis Hamilton
Lewis Hamilton i garagen.
Copyright Mercedes AMG - Sam Bloxham
Det var en usædvanlig situation, efter at den syvdobbelte verdensmesters skifte til Ferrari i 2025 blev annonceret kort før sæsonstart. Da den første overraskelse havde lagt sig, var den næste store overraskelse Hamiltons markante formdyk i kvalifikationerne, hvor han blev klart overmatchet af holdkammeraten Russell på en enkelt omgang.
I begyndelsen af 2025 vil fokus især være på, om dette var et isoleret tilfælde relateret til W15'eren, eller om han står over for en vanskelig udfordring mod Leclerc.
Det er imidlertid hævet over enhver tvivl, at Hamilton stadig kan konkurrere med alle, når han er fokuseret på løbsdagen, og hans meget følelsesladede sejr på Silverstone var uden tvivl et af sæsonens højdepunkter.
En noget speciel sejr – som følge af holdkammeratens diskvalifikation – fulgte i Belgien, og imponerende comebacks efter skuffende kvalifikationer i Las Vegas og Abu Dhabi vil nok afholde enhver fra at afskrive den snart 40-årige kører.
Carlos Sainz
Australiens Grand Prix 2024. Sejr til Carlos Sainz Jr. efter at Max Verstappen måtte udgå
Copyright Ferrari
Efter at have indledt sæsonen med den uventede nyhed om, at Lewis Hamilton ville erstatte ham i 2025, leverede Carlos Sainz det mest effektive svar ved på forbløffende vis at vende tilbage fra sit sygeleje blot to uger efter en blindtarmsoperation og vinde Australiens Grand Prix.
Dette øjeblik vil sandsynligvis forblive et højdepunkt i hans karriere, men han sikrede sig yderligere en sejr – hvad der foreløbigt skulle vise sig at blive hans sidste for Ferrari – i Mexico.
Mere generelt demonstrerede Sainz sin kvalitet ved konsekvent at matche Charles Leclercs imponerende fart på en enkelt omgang i kvalifikationen.
Måske mest afgørende for hans fremtidige skifte til Williams udviste Sainz en bemærkelsesværdig professionalisme og stabilitet gennem en sæson, hvor det ville have været forståeligt at reagere anderledes og miste pusten.
Oscar Piastri
Oscar Piastri fejrer sin andenplads. Qatars GP
Copyright McLaren Media
I sin anden sæson i Formel 1 viste Oscar Piastri, hvorfor mange tror, at han en dag kan blive verdensmester. Selvom han ofte var langsommere end Lando Norris i både kvalifikation og løb, viste han nogle gange, at han var rigtig god til at køre ræs og overhalede sin teamkammerat.
Piastris første sejr i Ungarn blev lidt kedelig, fordi der var ballade om teamordrer, men han vandt flot i Aserbajdsjan efter en spændende kamp med Charles Leclerc. Lige inden havde han dog lavet en lidt for vild overhaling på Norris, som måske kostede McLaren nogle point.
Nu handler det om for Piastri at blive mere stabil og hurtigere, så han kan være med i kampen om mesterskabet i 2025.
George Russell
Englands Grand Prix 2024. George Russell på pole position. Trofæet blev overrakt af den svenske ESA astronaut Marcus Wandt
Copyright Mercedes AMG
Mercedes' nye stjerne gjorde sig bemærket med sin dominans i kvalifikationerne over for Lewis Hamilton og et par imponerende sejre. Russell høstede frugterne af sin evne til at presse sin W15 til det yderste i Østrig, hvor et sammenstød mellem Verstappen og Norris banede vejen for hans sejr.
En yderligere triumf var tæt på i Belgien, men en underpræsterende bil forhindrede endnu en fremragende præstation.
Briten udnyttede Mercedes' overlegenhed i Las Vegas og vandt løbet fra pole position, men formåede ikke at gentage bedriften ugen efter i Qatar, hvor han mistede føringen i starten midt i en intens duel med Max Verstappen.
Russell har gentagne gange bevist, at han hører til blandt Formel 1's elite, men han skal finde et højere niveau i løbene om søndagen for fuldt ud at indfri sit potentiale.
Charles Leclerc
Monacos Grand Prix 2024. Pole position og Sejr til Charles Leclerc. Podiet
Copyright Ferrari Media
I forberedelsen til duellen med Lewis Hamilton i 2025 viste Charles Leclerc markante fremskridt i 2024.
Den længe ventede sejr i Monaco, der brød den såkaldte 'Monaco-forbandelse', var en kulmination på en sæson, hvor Leclerc generelt minimerede de kostbare fejl, der tidligere havde rejst tvivl om hans position som Ferraris førstekører.
Tifosis eventuelle frustrationer blev effektivt fejet til side med hans anden Monza-triumf, og en tredje sæsonsejr i Austin cementerede hans forbedrede præstationer.
Dog afslørede episoden i Qatar en potentiel sårbarhed. Leclercs frustration over en for ham oplevet uretfærdig behandling fra Sainz og teamet – en oplevelse, der ikke var ubegrundet – peger på et område, hvor han stadig kan udvikle sig.
I mødet med den taktisk mesterlige Hamilton i 2025 vil en skærpelse af den taktiske sans være afgørende for Leclercs succes.
Max Verstappen
Max Verstappen. Hollands GP 2024
Copyright Red Bull Contentpool / Getty Images
Verstappen vandt sit fjerde mesterskab i træk, men blev for første gang siden 2021 for alvor presset. McLaren matchede og overgik endda Red Bulls fart omkring en fjerdedel inde i sæsonen, hvilket Verstappen svarede igen på med vigtige sejre i Imola, Montreal og Barcelona.
Derefter handlede det bare om at begrænse skaden og opretholde fordelen over Norris med bemærkelsesværdig konsistens. Nogle af hans andenpladser var måske endda mere imponerende end de tidlige sejre.
Han afsluttede stærkt med en formidabel sejr i regnvejr på Interlagos (startende P17) og en tørvejrssejr i Qatar, hvilket understregede, at han fortsat vil være svær at slå i 2025.
På den mentale/menneskelige side skuffede dog Verstappen i Mexico med en hensynsløs og usportslig kørsel mod Norris.
Lando Norris
Kinas Grand Prix 2024 - Lando Norris på pole position til sprintløbet
Copyright McLaren
Samlet set tegner der sig et billede af Lando Norris som en talentfuld kører i fremgang, men stadig med nogle klare områder, hvor der er plads til forbedring.
Hans fart er uomtvistelig, men han skal minimere fejl, forbedre sine starter og måske udvikle en mere "vild" tilgang til nogle løbssituationer for at kunne udfordre Verstappen om kampen 2025-mesterskabet. Det er netop vildskaben, der har givet hollænderen sejren i afgørende situationer.
Det er dog også vigtigt at huske, at Norris stadig er relativt ung i sin F1-karriere. Han har masser af tid til at udvikle sig og forfine sine færdigheder. Med McLarens fortsatte fremskridt og Norris’ stigende formkurve kan han meget vel blive en seriøs udfordrer til mesterskabet i de kommende år.
Power Rating
Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra skribenterne og baseret på et gennemsnit af samtlige Power Ratings igennem 2024-sæsonen. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.
Nr. |
Kører |
Rating |
Std.afvigelse |
1. |
Lando Norris |
9,1 |
0,7 |
2. |
Max Verstappen |
8,9 |
1,0 |
3. |
Charles Leclerc |
8,7 |
1,2 |
4. |
George Russell |
8,4 |
0,9 |
5. |
Oscar Piastri |
8,4 |
1,0 |
6. |
Carlos Sainz |
8,1 |
2,1 |
7. |
Lewis Hamilton |
7,8 |
1,5 |
8. |
Nico Hülkenberg |
7,4 |
1,3 |
9. |
Franco Colapinto |
7,2 |
1,3 |
10. |
Fernando Alonso |
7,2 |
1,2 |
11. |
Pierre Gasly |
7,1 |
1,4 |
12. |
Kevin Magnussen |
6,9 |
2,5 |
13. |
Alex Albon |
6,8 |
1,1 |
14. |
Yuki Tsunoda |
6,6 |
1,4 |
15. |
Lance Stroll |
6,0 |
1,5 |
16. |
Esteban Ocon |
6,0 |
1,9 |
17. |
Valtteri Bottas |
5,9 |
1,0 |
18. |
Sergio Perez |
5,8 |
2,1 |
19. |
Guanyu Zhou |
5,4 |
1,6 |
20. |
Daniel Ricciardo |
4,9 |
3,0 |
21. |
Logan Sargeant |
3,9 |
2,3 |
Giv gerne din mening til kende på
vores Facebook-side.