Mercedes frygtede for Hamiltons løb

Lewis Hamilton var ganske suveræn under løbet i søndags, men Mercedes frygtede at han ville udgå.

Lewis Hamilton. . Copyright Mercedes AMG

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 1/11 2016 klokken 10:11

Man kan sige meget om årets mexicanske grand prix og en af tingene er, at Lewis Hamilton var ganske suveræn og stort set helt urørlig. Briten tog starten og på trods af en lille tur over græsset trak han bare fra og fra, så han hurtigt havde et forspring på mere end 5 sekunder ned til hans forfølgere. Den forsvarende verdensmester førte da også stort set hele løbet, lige bortset fra tiden omkring diverse pit stops, hvor der blev rykket en hel del rundt på tingene. Det er alt sammen godt nok, men Mercedes frygtede faktisk, at briten kunne blive nødt til at udgå.

Nico Rosberg og Lewis Hamilton.
Copyright Mercedes AMG


Sagen er nemlig den, at briten efter sin flat spot i første sving oplevede en masse vibrationer, hvilket teamet frygtede kunne være en fejl på hjulophænget.

"Han lavede en meget slem flat spot, som fik det hele til at ryste helt vildt, så det var ret skræmmende. Derfor havde Simon Cole, Paddy Lowe og jeg selv nogle lange samtaler over radioen med hensyn til om vi skulle trække ham i pit for sikkerhedsskyld. Havde det været på et hvilket som helst andet tidspunkt havde vi gjort det og tabt løbet, men ikke her, fordi det havde afgjort mesterskabet. Vi blev dog ved med at kunne se, der var mange vibrationer i bilen," lyder det fra Toto Wolff.

Toto Wolff
Copyright Mercedes AMG GP


Med sejren i søndags hentede Lewis Hamilton ind på Nico Rosberg i den samlede stilling, så nu er briten kun 19 point efter sin tyske holdkammerat. Var Hamilton udgået i søndags havde det dog set helt anderledes ud, fordi så havde det været slut og Nico Rosberg var blevet verdensmester. Dermed kan vi vist godt blive enige om, at for alle os der gerne vil have nogle fede dueller og et tæt mesterskab, så var det nok heldigt nok, at Lewis Hamilton ikke måtte udgå i Mexico.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« FIA undersøger Vettel-kommentar Medier: Ocon til Force India »