• Forside

Schumacher fotograferet sammen med Renault

En stor italiensk sportsavis har i dag offentliggjort billeder af den snart forhenværende Ferrarikører Michael Schumacher, hvor han er blevet filmet i selskab med arvefjenden Renault, og det har skabt en del røre i støvlelandet.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 23/9 2006 klokken 23:09

Ifølge den italienske sportsavis La Gazetta dello Sport har den 21-årige amatørfotograf Flavio Tornisello fanget Michael Schumacher, der, iført Ferrari outfit, opholdt sig på en Shell tankstation i Schweiz, hvor han deltog i en reklamefilm – angiveligt for Renault og Nissan!

I filmen er tyskeren, sammen med andre personer, klædt ud som mekanikere under et pitstop med de to bilmærker, og det har rejst en del skeptiske øjenbryn i den italienske presse.

Billederne har fået medierne til at spekulere i, om der skulle være økonomiske interesser imellem Shell og Schumacher eftersom tyskeren ikke længere er kontraktligt bundet til FIAT koncernen.


Michael Schumacher morer sig sandsynligvis storartet over de seneste Renault-rygter.

På den anden side er person og produktsammensætning lidt pudsig, idet Renaults olieleverandør og sponsor er det franske selskab Elf, der er en direkte konkurrent til Shell, og en talsmand fra det franske olieselskab benægter da også enhver forbindelse imellem parterne.

Shell har i dag også kommenteret billederne og benægtet, at der skulle være en speciel forbindelse imellem Schumacher og Renault, og at billederne er vildt overfortolket af avisen.

”Det er kun et tilfælde, at disse biler var der (på den location hvor filmen blev optaget). Der er ingen forbindelse til Renault i denne reklamefilm,” udtaler Shells globale sponsor manager Alberto Friedich til Autosport.

”Det er en skam, at denne historie er kommet ud på en sådan måde, ved at en tilfældig tilstedeværende tog nogle billeder. Optagelserne var ikke åbne for publikum, fordi det kunne lede til misforståelser.”

”Der er ingenting i det, og i øvrigt var det gamle biler. De vil ikke være med i den endelige film alligevel,” slutter Friedrich.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER