Hajfinner og T-vinger forbydes i 2018

Med det nye 2017-reglement er opfindsomheden stor og teamenes designere prøver grænser af. Det mest tydelige eksempel er de såkaldte hajfinner og T-vinger på bilerne. De forbydes utvivlsomt i 2018, mener Charlie Whiting.

Barcelona 2017 pre-season test 2 - Sauber . Copyright Sauber F1

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 23/3 2017 klokken 16:03

Formel 1 er begynd at lytte til sine fans og eksperter. Således udtaler FIA’s løbsdirektør, Charlie Whiting, at man har været ret overrasket over reaktionerne på 2017-modellernes såkaldte hajfinner og T-vinger.

I virkeligheden har det været utilsigtet fra FIA’s side, at disse opfindelser skulle dukke op, men i kølvandet på kritiske udtalelser fra F1’s nye sportschef, Ross Brawn, og ikke mindst F1-fans, har ledelsen besluttet at gøre noget ved sagen.

Romain Grosjean m. hajfinne og bøjelig T-vinge. Barcelona 2017.
Copyright Haas F1


”Jeg tror, at vi næste år får et forbud, fordi ganske mange mennesker føler, at det (hajfinnerne, red.) ikke ser særlig kønt ud,” udtalte Whiting i et interveiw i Melbourne.

”Personligt har jeg intet imod dem, men det har været noget, som altid har været en mulighed. Jeg må indrømme, at reaktionerne har været ret overraskende.”

Men T-vingerne har heller ikke været positivt modtaget, hvilket dels skyldes sikkerhedshensyn samt vingernes mulige fleksibilitet. Det sidste blev aktuelt, da billeder fra vintertestene i Barcelona viste, at nogle af vingerne bøjer på grund af de øgede svinghastigheder.

Haas-raceren har været ét af eksemplerne, ifølge teamchef Günther Steiner har det ikke fået teamet til at ændre på designet.

”Nej, ikke endnu, for de ser ud til at arbejde fint, selv om de bøjer,” udtalte han.

”Vi har analyseret det, og måske gør vi noget på et senere tidspunkt, men vi gør ikke noget her (i Melbourne, red.),” lød det rolige svar fra østrigeren.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Mere frihed til race Australiens GP: 1. frie træning. Hamilton hurtigst »