• Forside

Silverstone testen er slut

I går sluttede sæsonens sidste test på Silverstone banen i England. Efter en våd onsdag var vejret i går noget bedre for de to Spyker kørere Christijan Albers og Markus Winkelhock samt Nelsinho Piquet fra Renault.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 13/10 2006 klokken 08:10

Christijan Albers var godt tilfreds med testen, der for hans vedkommende primært gik på at teste forskellige dæktyper og compounds til brug i Brasilien.

”Jeg er virkelig glad for den måde tingene gik i dag. Det var godt at sidde i bilen igen og drengene gjorde et godt arbejde med at teste dækcompounds til Brasilien.”

Inden da havde Christijan Albers været forbi Spyker fabrikken, der ligger meget tæt på Silverstone banen, hvor han havde været rundt og snakke med mekanikere og ledende medarbejdere omkring udviklingen af næste års Spyker.

For Renaults vedkommende havde førstedagen af to-dages testen på Silverstone ikke været særlig produktiv. Det var den til gengæld i går, hvor Nelsinho Piquet gennemførte 160 omgange på Silverstone.


Nelsinho Piquet

Programmet var stort for vice-mesteren fra GP2 og stod på motorudvikling, software check og lidt udviklingsarbejde til næste års 2007 racer.

Ernesto Viso testede for Spyker onsdag. Det er ham, der er 3. kører i Brasiliens Grand Prix på Interlagos næste uge.

Det har desværre ikke været muligt at få nogle tider fra denne test.