• Forside

Real Madrid Williams?

Det skulle være et faktum, at Real Madrid for mindst et løb vil sponsorere et Formel 1 hold i 2007. Løbet på Montmelo banen i Spanien skal have kongeklubbens logo placeret som en mus i løvernes hule. Men hvem skal køre med det famøse logo?

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 28/10 2006 klokken 16:10

Logikken sagde, at det ville være McLaren-Mercedes i form af den Real Madrid glade verdensmester Fernando Alonso, men det virker meget usandsynligt med McLarens normale farveskema, som godt nok forventes ændret delvis i 2007 for at indlemme Vodafone i sponsorportfolioen.

Det er bestemt, at farven på bilen skal være hvid eller grundlæggende hvid, så Toyota var en mulighed med deres rød/hvide farvedesign, men det hænger ikke rigtig sammen med Real Madrids sponsoraftale med Audi i fodbold.

Så er der Honda Racing F1 som en mulighed. Honda har jo en primært hvid bil, så det vil være relativt få ændringer, der skal laves for at skabe en Real Madrid Honda Racing F1 racer.

Meget tyder dog på, at Williams bliver den heldige vinder. Williams skulle komme med et nyt farvedesign efter AT&T er blevet teamets nye hovedsponsor.

Den spanske avis ’AS’ har tidligere fremvist et Photoshop manipuleret billede af Williams FW27, men det kunne godt gå hen og blive en hemmelighed hvilket team, der løber med Real Madrid aftalen.

Kontrakten skulle dog være underskrevet, men hvornår teamet bliver offentliggjort vides ikke endnu.