Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 12/12 2019 klokken 09:12
Der er ingen der rigtigt ved, hvad de andre hold har af HK til rådighed i deres Formel 1 biler, så alt bygges på gæt og dataanalyser.
Det har dog ikke forhindret de fleste hold i, at påstå at Ferrari har haft et stort overskud, fulgt op af påstande om snyd.
FIA har flere gange, især i den sidste del af sæsonen, undersøgt Ferrari for at omgå reglerne, men til trods for beslaglæggelser af brændstofsystemer og skærpelser af ordlyden i reglementet, har FIA ikke fundet noget på dem.
Nu er sæsonen ovre, alle er i gang med at arbejde på deres 2020 biler, hvor der helt sikkert er flere der er ude for at se, om de kan finde mere power og måske aflure hvad det er som Ferrari har gjort rigtigt i år.
Det har fået Mattia Binotto til at melde ud, at påstandene om, at de havde 50 HK mere end rivalerne, var overdrevet, men han understregede at det var rigtigt, at Ferrari havde den stærkeste motor.
"Det er svært at komme med et tal, da ingen af os ved præcist hvor meget de andres biler yder," kom det fra Mattia Binotto.
"Vi var helt sikkert ikke i nærheden af at have 50 HK mere, som der var flere der påstod. Nok nærmere 20 HK!"
Alle ved, at alt tæller og at 20 HK på nuværende tidspunkt i V6 motorens udvikling, er ret meget.
Uanset om man er Ferrari fan eller ej, så kan man som Formel 1 fan, kun blive imponeret over det de har formået.
Alle har samme mængde benzin at gøre godt med, alle har det samme flow at gøre godt med, så det Ferrari har fundet ud af, må være genialt.
Hos Mercedes, bliver der nok brugt en stor del af tiden på at finde ud af, hvad det er de har fundet på, så de også kan gøre det.