Hvis Ferrari ikke vælger at forlænge kontrakten med den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel for 2021, så kan tyskeren meget vel være på vej til McLaren. Det hævder det tyske medie F1-Insider.
Ferrari har tidligere udtalt, at teamet har Vettel på ønskelisten for 2021, men spørgsmålet er, hvad der sker, hvis denne sæson (som stadig ikke er skudt i gang pga. Coronavirussen) igen viser sig at sende teamkammeraten Charles Leclerc foran tyskeren i det samlede pointregnskab.
Sidste sæson sluttede som bekendt med en 4.-plads til franskmanden med Vettel halsende 24 point efter, og det er meget tvivlsomt, om den 32-årige eksverdensmester i så fald vil finde sig i rollen som andenkører i den røde racer fra Maranello.
Sebastian Vettel i Sauber BMW. USAs Grand Prix 2007 på Indianapolis.
Copyright Sauber Petronas
Hvis dette skulle ske, så er McLaren en mulig destination for Vettel, lyder det ifølge mediet. Begrundelsen skal findes i, at briternes nye teamchef, Andreas Seidl, har et meget stærkt forhold til Vettel efter deres tid sammen hos Sauber BMW, hvor eks-mesteren var testkører i 2006-07 og hvor han samme år kørte et enkelt løb i USAs Grand Prix.
“Seidl kender Vettel fra deres tid sammen hos BMW. Hvis de vil have Sebastian, så vil han helt sikker gå efter ham. Det vil være et stærkt PR-kup for McLaren,” udtalte en unavngiven kilde til F1-Insider.
Den tidligere F1-kører Timo Glock er også blevet spurgt ind til sin mening om koblingen mellem de to tyskere, og han er ikke afvisende.
Vinker Sebastian Vettel farvel til Ferrari efter denne sæson? Her fra Mexicos GP.
Copyright Ferrari Media
“Måske McLaren,” sagde han.
“Med Andreas Seidl har de en tysk chef under hvem det kun er gået fremad sidste år. Jeg kan sagtens forestille mig deres samtaler.”
“Han vil helt sikkert gerne have en tysk kører i teamet,” lød det fra Glock.
Det, der til gengæld taler imod rygterne, er, at McLarens nuværende kører-lineup med Carlos Sainz Jr. og Lando Norris har vist sig at være en ret succesfuld kombination. Det virker derfor ret usandsynligt, at Woking-teamet for nærværende vil adskille de to.
Men i Formel 1 er intet umuligt!