Wolff bekræfter interesse i Vettel

Det var ikke bare for at sige, det folk forventede at høre, da Mercedes chef Toto Wolff udtalte, at Vettel var en interessant mulighed for Mercedes. Det var et udtryk for en ægte interesse, som de stadig forfølger.

Toto Wolff . Copyright Daimler Benz

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 4/6 2020 klokken 16:06

Ifølge Toto Wolff, har der været mange ude og sige, at de var interesseret i at få Sebastian Vettel på deres hold, efter det blev officielt at han ikke ville køre for Ferrari efter 2020, simpelthen fordi det var det folk forventede at høre.

Men sådan var det ikke for Mercedes, der oprigtigt er interesseret i at få ham på holdet.

Mercedes har samtidig bekræftet, at de vil begynde forhandlinger med deres to kørere, så snart sæsonen kommer igang d. 5. juli.

"For det første var det ikke noget vi bare sagde. Jeg mener man skal have respekt, når en 4. dobbelt verdensmester pludselig bliver tilgængelig," lød det fra Wolff.

"Når det er sagt, er jeg glad for de to kørere vi har nu og vi har også George Russell klar, men man skal aldrig sige aldrig" tilføjede han.

"Det er faktisk derfor, at jeg ikke vil melde noget ud nu, hverken for eller imod Sebastian. Der er meget der skal tænkes igennem."

"Vi skal holde vores muligheder åbne, samtidig med at vi respektere vores nuværende kørere."

Wolff mener i øvrigt, at det må være meget specielt for de hold, der allerede har meldt ud at deres kørere skifter, selvom sæsonen endnu ikke er startet.

"Jeg forstår ikke hvorfor man har meldt ud som man har, allerede. Det må være mærkeligt at have en kører på sit hold, som man ved ikke vil være der efter denne sæson, som endnu ikke er startet," tilføjede han.

"Det er en kæmpe udfordring at udvikle på en bil, med en kører der ikke bliver på holdet, uden at han kommer til at vide for meget," sluttede han.

Ud fra de mange meldinger omkring Sebastian Vettel, er der mere og mere der tyder på, at Valteri Bottas snart er fortid hos Mercedes og at Sebastian Vettel overtager hans sæde.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« To nye F1-kørere i søndagens virtuelle løb Mercedes på banen i næste uge »