Slut med ‘party mode’

Mercedes har hidtil haft en speciel setting på deres biler, som har givet motoren et ekstra spark især i kvalifikationen. Nu ser det imidlertid ud til at være slut med ‘party mode’.

Ungarns Grand Prix 2020 . Copyright Mercedes AMG

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 13/8 2020 klokken 18:08

FIA har i dag meddelt Formel 1-teamene i et brev, at der arbejdes på at indføre nye restriktioner i den specielle motor setting, som især benyttes kortvarigt under kvalifikationen på de Mercedes-motoriserede biler. Det forlyder, at restriktionen vil træde i kraft ved Belgiens Grand Prix på Spa-Francorchamps.

Den særlige indstilling har fået navnet ‘party mode’ og giver motoren et ekstra stænk power men vil dog være direkte ødelæggende for motoren, hvis den benyttes konstant.

I en pressekonference op til Spaniens Grand Prix i weekenden udtalte Kevin Magnussen, at det ville stå højt på hans ønskeseddel at have ekstra power igennem et helt løb, men sådan er situationen bare ikke for Haas, der kører med Ferrari-motorer, hvor denne fikse feature ikke findes.

“Den eneste årsag til at vi ikke kører på fuld power hele tiden er på grund af holdbarheden,” forklarede han.

Ungarns Grand Prix 2020. StartenUngarns Grand Prix 2020. Mercedes 'Party mode' i starten.
Copyright Mercedes AMG


”Nogle gange, når du skruer op og ned (for ydelsen), blander det dine bremsepunkter og indgangsvinkler i de forskellige sving. Så, som kører, ville det være rart, hvis du havde den samme power hele weekenden.”

“Jeg mener, at det vigtigste er at være konkurrencedygtig, og det er jo det, du går efter. Du prøver hele tiden få så meget power ud af motoren, som muligt.”

Danskeren erkender, at fjernelsen af ‘party mode’ vil få stor betydning for, hvordan man sætter sin træninger sammen.

“Hvis du kun får lov til at køre med den samme motor ‘mapping’ i en hel weekend, så vil du sandsynligvis begrænse træningen. Det er mit gæt,” lød spådommen fra Magnussen.

At ‘party mode’ indebærer en mærkbar effekt så man tydeligt i seneste løb på Silverstone, hvor Nicolas Latifi i sin Mercedes-motoriserede Williams overhalede Magnussen, hvilket også blev bemærket i Haas-pitten.

Englands Grand Prix 2020. Romain Grosjean under løbetFerrari har ikke 'party mode'. Her Romain Grosjeans fra Englands Grand Prix 2020.
Copyright Haas F1


“Da jeg så onboard-videoerne fra sidste løb, og så, at Nicholas Latifi kunne overhale Kev (Magnussen, red.) gennem sving 9 og 10, var (party mode) helt åbenlyst en ting, der virkede meget kraftigt på Mercedes-motoren, hvilket er godt for dem, fordi det bestemt ikke er et sted, hvor du normalt kan overhale,” sagde Romain Grosjean.

Den anden Williams-kører, George Russell, udtalte, at han vil være ked af at miste den vigtige ‘power-knap’

“Jeg vil blive skuffet, hvis den forsvinder fra F1,” udtalte Russell, som mener, at den føjer noget særligt til sporten.

”Man mærker bare den smule ekstra, og det giver dig mulighed for at trække mere ud af af bilen. Det er en så spændende en del af weekenden.”

Vi mangler dog stadig at se en officiel erklæring fra FIA om de nye restriktioner, som i givet fald vil give Ferrari, Renault og Honda en ekstra fordel i kampen med Mercedes-overmagten.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Perez klar til come-back Ny racer til Magnussen »