Daniil Kvi-what og Daniel Avocado…?

Det kan være svært at udtale navnene på de forskellige kørere i en så international sport, som Formel 1. Selv erfarne kommentatorer kan få de forskellige navne galt i halsen. BMF1 giver dig et par fonetiske fif.

Steiermarks Grand Prix 2020 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 17/8 2020 klokken 19:08

Barrichello… Skal ”ch” udtales som et ”k” eller som ”tj”?

Da Barrichello engang blev spurgt om det, svarede han, at han var lidt ligeglad, for han vidste godt, hvem de mente – især når han blev bedt om at flytte sig for Michael Schumacher…

Udtalelsen af kørernes navne kan få mange helt op i det røde felt – især når man skal høre på en forkert udtalelse af navnene under løb efter løb over en hel sæson. Findes der en almengyldig regel?

Lad os tage "Rubens Barrichello" som eksempel: I henhold til det internationale fonetiske alfabet, IPA, skal hans navn udtales ˈhubẽjs bahiˈkɛlu.

Den opmærksomme læser vil nok allerede have bemærket, at der både mangler et ”r” og et ”n” i udtalelsen af fornavnet ”Rubens”, og at ”ch” i ”Barrichello” denne gang rent faktisk skal udtales som et ”k”. Hvorfor? Det har noget med den måde, man udtaler hans navn på i Brasilien at gøre, og ikke hvordan vi som danskere umiddelbart ville udtale hans navn.

Billeder fra Singapore 2011Billeder fra Singapore 2011
Copyright Williams F1


Men hov?! Udtaler Rubens Barrichello ikke selv r’et i "Rubens", når han præsenterer sig selv, som f.eks. i podcasten Beyond the Grid? Jo, det gør han tit, men det skyldes, at han benytter den internationale udtalelse af sit navn.

Det samme gør vores egen Kevin Magnussen. Der er forskel på, hvordan englændere eller andre internationale kommentatorer udtaler ”Magnussen”, og hvordan vi som danskere udtaler det.

På dansk udtaler man knapt nok g’et i ”Magnussen", nærmere ”Mau’nusen”, og a’et er ikke så fladt, som det er på f.eks. engelsk, hvor g’et også er ret tydeligt. Den tyske udtalelse af ”Magnussen” betoner det runde ”a” og det hårde ”g” – altså en mellemting mellem den danske og den engelske udtalelse.

Interessant nok laver Kevin Magnussen det samme nummer som Barrichello og udtaler sit navn internationalt i podcasten Beyond the Grid med et fladt ”a” og et betonet ”g”.

Kevin Magnussen under Englands Grand Prix 2020Kevin Magnussen under Englands Grand Prix 2020
Copyright Haas F1


Rigtigt interessant bliver det med kørere, hvis navne ikke staves med det latinske alfabet, f.eks. russiske kørere, hvor navnene bruger det kyrilliske alfabet. På dansk kan man både bruge ISO-translitterationen og Dansk Sprognævns translitteration til russiske navne.

Hvis vi f.eks. kigger på Daniil Kvyats navn, så burde man faktisk stave hans navn ”Daniil Kvjat” efter Dansk Sprognævns translitteration. ”Kvyat” udtales nærmest i én stavelse: Квят, altså "Kvjat". Det interessante er, at Я er et "ja" på russisk, hvor j'et udtales lidt som et ”i”... Man kan høre Kvjat, Kwijat eller bare Kvyat udtale sit eget navn her.

Daniil KvyatDaniil Kvyat
Copyright BMF1


Og så er der selvfølgelig også de helt forkert udtalte efternavne, som f.eks. ”Vettel”, hvor enkelte kommentatorer har valgt at udtale det tyske ”v” som et dansk ”v” og ikke et tysk ”v”, og lagt trykket på sidste stavelse, altså ”wet’tél.”

Den korrekte udtalelse af ”Vettel” er ”fæ’tel” med trykket på første stavelse (måske en lidt kikset fonetisk association, alt taget i betragtning). Man kan høre tyskeren udtale sit navn her.

Englands Grand Prix 2020. Ferrari torsdag. Sebastian VettelEnglands Grand Prix 2020. Ferrari torsdag. Sebastian Vettel
Copyright Ferrari


Der er masser af andre sjove og forkerte udtalelser af kørernes navne: Den bedste kommer som altid fra børn, f.eks. da Daniel Ricciardo mødte en 5-årig fan og blev kaldt ”Daniel Avocado”. Klippet kan ses her.

Canada GP, Daniel RicciardoCanada GP, Daniel Ricciardo
Copyright Renault Motorsportmedia

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Formel 1 eksperten: Er Albon på vej ud og hvem ska F1 har lavet analysen: historiens 10 hurtigste kør »