• Forside

Theissen: Købebiler vil ødelægge Formel 1

Skal et lille privat Formel 1 team have lov til at købe kundechassiser eller hele biler fra større Formel 1 teams? Ideen er god nok. Et lille team som Spyker kunne købe Ferraris 248 F1 og gøre sig bedre gældende end ellers.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/1 2007 klokken 11:01

Det er dog ikke ligefrem et drømmescenario vi vil opleve, hvis det bliver tilladt med den slags salg. Som Mario Theissen fra BMW siger til det anerkendte Autosport.

”Der er en diskussion omkring dette for 2007 sæsonen, men for mig er det et langt mere generelt spørgsmål. Jeg mener ikke det vil være en god ide at sælge et chassis til et andet team.”

”Den originale ide var at hjælpe mindre teams med at blive mere konkurrencedygtige, og det var en god tanke og det ville uden tvivl hjælpe dem, hvis de kunne køre et chassis og spare behovet for at ansætte 300 mennesker til at designe og bygge det.”

”Men på den anden side, så tror jeg i samme øjeblik sådan en regel bliver godkendt, så vil de uafhængige teams indstilling ændre sig. I dag har vi uafhængige teams, der ønsker at være et af de 12 teams på gridden, der kæmper for deres egen succes.”

Sebastien Bourdais tester for STR. Et af de teams, der beskyldes for at kopiere et andet holds chassis

”Ved chassis salg tror jeg vi meget hurtigt vil have seks hold og seks teams – Eller seks programmer med fire biler hver. Der vil være private teams, der vil tilbyde sig til større teams for at få et chassis gratis. Man er nødt til at tænke på om det vil være godt for Formel 1.”

”Jeg vil foretrække 12 teams, hver med to biler, hvor alle kæmper deres egen chance for at få succes. Det er et meget vigtigt område. Jeg tror det vil ændre Formel 1’s ansigt.”

”Min frygt er, at private teams i fremtiden ikke vil være uafhængige. Jeg tror alle konstruktører vil tænke over at have et ekstra team, men det vil føre til en situation, hvor et team kontrollerer fire biler – og måske bruger tre biler til at støtte topkøreren.”

Anthony Davidsons tester Super Aguris testbil. Den ligner ufattelig meget Hondas RA106

”Vi (BMW) har altid sagt, at vi støtter den nuværende situation, hvor konstruktører såvel som private teams kæmper for at vinde. At have fire eller fem store spillere, der styrer gridden vil ikke være Formel 1 længere.”

Situationen som Dr. Mario Theissen beskriver er en, som mange af os frygter. I forvejen bliver Scuderia Toro Rosso kaldet for Red Bull Racings B-team, Super Aguri for Honda Racings B-team, Sauber teamet blev i mange år opfattet som Ferraris B-team (specielt da de lancerede C23 chassiset, som var tæt på identisk med Ferraris F2003-GA chassis).

David Richards (Prodrive teamchefen) har længe snakket om, at han kun ville stille op i Formel 1, hvis han kunne købe et chassis på trods af, at han fik den sidste plads i Formel 1 for selv at kunne bygge et chassis. David Richards har flere gange bejlet til McLaren-Mercedes om at blive en slags B-team til storteamet.

Flere hold arbejder på at anlægge sag mod Scuderia Toro Rosso og Super Aguri F1, hvis de får lov til ’at kopiere’ RB2 og RA106 chassiserne.