BMF1's Power Rating: Monacos GP

En lang affære i Monacos gader er slut, og vi bringer her resultatet af BMF1s bedømmelse af de enkelte køreres indsats over weekenden.

Monacos havn 2022. . Copyright McLaren Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 30/5 2022 klokken 17:05

Et fugtigt grandprix i Monacos gader er overstået, og podiet blev ikke overraskende med deltagelse af kørere fra Red Bull og en enkelt fra Ferrari.

Mere overraskende var det nok, at det blev med deltagelse af to stk. andenvioliner, nemlig med løbets vinder, Sergio Perez, øverst på skamlen og en slemt skuffet Carlos Sainz på næstøverste trin, samt, lidt uventet for personen selv, Max Verstappen på nederste trin.

Det er ikke utænkeligt, at Sainz allerede har modtaget en smiley og tak fra løbets vinder, for havde Ferrari-køreren ikke presset sig ind imellem de to røde tyre, var der givetvis blevet udsendt en teamordre til mexicaneren om at trække til højre og overlade førerpositionen til en flyvende hollænder.

Sergio Perez fejrer sejren i Monacos GP. Monaco 2022Sergio Perez fejrer sejren i Monacos GP. Monaco 2022
Copyright Red Bull Contentpool


Helt så flyvende var Verstappen dog ikke i denne weekend, og med til historien hører, at løbet utvivlsomt var blevet vundet af hjemmebanehelten Charles Leclerc i den anden Ferrari, men et totalt forkludret pitstop med pitforvirring om slicks- eller intermediate-dæk sendte monegaskeren ned på P4, hvor han meget mod sin vilje opholdt sig resten af løbet.

Hos Mercedes kunne George Russell glæde sig over en udmærket præstation, da han passerede det ternede flag på femtepladsen men dog ni sekunder efter Leclerc og tolv sekunder efter vinderen.

Hele halvtreds sekunder senere dukkede den anden Mercedes-kører, Lewis Hamilton, op ved flaget, og at dømme ud fra den mutte radiokommunikation med sin ingeniør, har den syvdobbelte verdensmester mere end svært ved at affinde sig med rollen som resultatmæssig andenviolin i det tyske team.

Sainz foran Leclerc og Verstappen. Monaco 2022Sainz foran Leclerc og Verstappen. Monaco 2022
Copyright Red Bull Contentpool


Monacos gader levner ikke mange muligheder for overhaling, men det var uvant for både Hamilton og os andre at overvære britens forgæves kamp for at komme forbi den forankørende Fernando Alonso, som snedigt holdt Mercedesen bag sig hele løbet.

Endelig skal det nævnes, at det heller ikke var Kevin Magnussens weekend. Danskeren måtte udgå med lækage i motorenhedens kølesystem. Værre gik det dog for den anden Haas-racer, som vi endnu engang fik set gå i to dele, da Mick Schumacher temmelig amatøragtigt endnu engang smadrede sin bil. Igen er tyskeren årsag til panderynker i Haas-teamets økonomiafdeling, hvor budgetloftet nærmer sig faretruende.

Pointene i vores Power Rating er baseret på en kombination af kvalifikation og grandprix. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.

Nr. Kører Rating Std.afvigelse
1. Sergio Perez 9,7 0,27
2. Charles Leclerc 9,6 0,31
3. Carlos Sainz 9,4 0,44
4. Lando Norris 9,3 0,59
5. Fernando Alonso 9,2 0,34
6. George Russell 9,2 0,54
7. Max Verstappen 8,9 0,32
8. Valtteri Bottas 8,6 0,50
9. Sebastian Vettel 8,5 0,23
10. Pierre Gasly 8,2 0,33
11. Lewis Hamilton 7,9 0,58
12. Esteban Ocon 7,5 0,32
13. Yuki Tsunoda 6,4 0,74
14. Daniel Ricciardo 6,3 0,64
15. Kevin Magnussen 6,1 0,76
16. Lance Stroll 5,8 0,43
17. Alex Albon 5,4 1,12
18. Guanyu Zhou 4,9 0,99
19. Mick Schumacher 4,5 0,41
20. Nicolas Latifi 4,0 1,01


OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Horner utilfreds med udskudt start Jos Verstappen: Ringe af Red Bull »