Spa kæmper for sin plads på kalenderen

Spa-Francorchamps kæmper for sin overlevelse på F1-kalenderen. I 2022 sikrede et vellykket arrangement endnu et år på kalenderen, men banens fremtid er stadig uvis, her en måned før de røde lamper slukker i Ardenner-skoven.

Belgiens Grand Prix 2022 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 9/6 2023 klokken 16:06

Racerbanen Spa-Francorchamps er en af F1-kalenderens mest ikoniske baner. Med sine enorme 7,004 km og 19 sving er banen den længste på 2023-kalenderen.

Som de fleste nok ved, så har banen været en del af Formel 1-verdensmesterskabet siden de røde lamper slukkede for første gang tilbage i 1950 (i forskellige layouts igennem tiden).

De ikoniske sving, de store højdeforskelle og den smukke placering midt i skove gør Spa-Francorchamps til en af de mest elskede baner blandt kørere og fans.

Men, det er ikke nok at have store blå øjne, når Formel 1 bliver ombejlet af alverdens eksotiske lokationer, der også gerne vil afholde et Formel 1-løb. For der er penge i at afholde Formel 1 - mange penge! Og prestige.

Direkte koster det selvfølgelig noget at afholde sådan et løb, men indirekte kommer der mange ekstra kroner i kassen til landet i form af turisme, markedsføringsværdi osv.

Det øgede udbud af nye baner gjorde, at F1-organisationen gav klar besked til Spa-Francorchamps: forholdene var simpelthen ikke gode nok på Spa-Francorchamps.

Disse ord tog banen til sig, og nu er der kommet styr på forholdene. Håbet er nemlig at fortsætte (ihvertfald) et år mere. Det skriver det anerkendte motorsportsmedie Motorsport.com.

I år er fan-zonen blevet udvidet, sikkerheden forbedret, og parkeringsforholdene er bedre.

Samtidig har banen øget antallet af tilskuerpladser fra 100.000 til 110.000 tilskuere pr. dag. Og det er ikke ståpladser. Banen har simpelthen haft den store pengepung frem og har investeret i 10.000 nye tribunepladser til de motorsportshungrende tilskuere.

Samtidig er der også kommet mere underholdning udenfor banen, når fansene har brug for lidt andet end skrigende F1-motorer.

Sydafrika har længe været en drøm for F1-organisationen, nu hvor de københavnske politikere lod den unikke mulighed løbe ud i vandet. Det er dog kommet frem nu, at aftalen i Sydafrika ikke bliver til noget i 2024.

Så her øjner Spa muligheden for at overtage den plads i stedet. Det ville være fantastiske nyheder for de mange motorsportshungrende fans, der ville elske at se racerne næste år med fuld hammer igennem svingkombinationen Eau Rouge og Raidillon.

OM SKRIBENTEN

Nicki fra BMF1 Nicki har været en del af BMF1 siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Mercedes: Canada bliver en større udfordring Hamilton tæt på ny kontrakt »