Optakt til Singapores Grand Prix

Den mest fysisk udfordrende opgave i sæsonen venter kørerne i Singapore, hvor varmen altid spiller en stor rolle, og i år byder banen også på ændringer. Her kan du læse BMF1.dk’s optakt til Singapores Grand Prix.

Singapores Grand Prix 2019 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Andreas Hansen (ah@bmf1.dk) d. 13/9 2023 klokken 15:09

Red Bull og Max Verstappen fortsatte deres dominans i Italien med endnu en sejr. Denne gang sejr nummer ti i træk til hollænderen. Nu venter den helt store fysiske test, som kørerne har trænet op til hele året, nemlig Singapores Grand Prix.

Kommer der flere opgraderinger?
Den europæiske sæson er ovre, og Formel 1-feltet skal nu ud på lange rejser i forbindelse med de kommende løbsweekender. Det sætter spørgsmålstegn ved, hvilke teams der fortsat vil medbringe opgraderinger.

Med de lange rejser bliver det endnu dyrere at transportere nye opgraderinger til bilerne, hvilket kan betyde, at mindre hold som Haas, AlphaTauri og Williams formentligt snart vil begynde at fokusere 100 procent på næste sæson.

De store teams som Red Bull, Ferrari og Mercedes vil formentligt fortsætte med at bringe nye opgraderinger til bilerne, specielt Red Bull der går benhårdt efter at vinde alle løb i denne sæson.

Vi må væbne os med tålmodighed og se, hvem der fortsat har noget, der skal indhentes i denne sæson, og hvem der nu fokuserer på næste sæson og en ny bil.

Nyt layout i Singapore
Når kørerne triller ud på banen i den kommende weekend, vil det være med et nyt banelayout i Singapore.

Banen er nemlig blevet reduceret fra 23 til 19 sving, da man har valgt at fjerne de gamle sving 16-19. Det var på denne del af banen, at Nelson Piquet Jr. crashede tilbage i 2008, i det der senere hen er blevet kendt som ”crashgate.”

Nu er den ikoniske del, hvor man kører under tribunen væk, og i stedet er der kommet en kort langside, som forhåbentlig bidrager til bedre overhalingsmuligheder

Fakta
Der venter kørerne 62 lange og varme omgange, når lamperne slukker søndag. Pirelli medbringer endnu engang de blødeste dæk C3, C4 og C5.

Banen i Singapore byder på tre DRS-zoner. Den første er at finde mellem sving fem og sving syv. Nummer to finder vi mellem sving 13 og 14, mens den sidste er på start/mål-langsiden.

Startskuddet går kl. 14 dansk tid søndag eftermiddag, og løbet kan som altid følges på Viaplay, TV3+ og F1 TV Pro.

OM SKRIBENTEN

Andreas fra BMF1 Andreas er studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Formel 1-bilerne skal være 50 kilo lettere Intet nyt hos Alfa Romeo »