I skemaet nederst bringer vi redaktionens bedømmelser af den enkelte kørers præstationer, men først kaster vi lige et kig på de væsentligste op- og nedturene undervejs.
Den 4.304 meter lange Autódromo Hermanos Rodríguez i Mexico City blev stedet, hvor hjemmebanehelten, Sergio Perez, endnu engang viste, at han er ved at løbe tør for asfalt, talent og sandsynligvis også tålmodighed hos Red Bull.
Således foretog mexicaneren en ren rookie-manøvre allerede i sving 1, hvor han flettede hjul med en sagesløs Charles Leclerc, hvilket sendte den røde tyr i luften og ekspederede den stærkt skadede bil ud af løbet - efter blot 8 sekunders deltagelse. Spørgsmålet er, om ikke Perez også snart er ekspederet ud af Formel 1.
Vinderen blev som ventet verdensmesteren i den anden Red Bull, Max Verstappen, og denne gang var der ikke et sekund tvivl om sejren. Med sine nu 16 sejre i 19 løb viste hollænderen (og hans Honda-powerede bil) en nærmest skræmmende styrke.
Hele 14 sekunder senere kørte en iøvrigt fejlfrit og ligeså suverænt kørende eksverdensmester forbi det ternede flag, og Lewis Hamilton viste, at det er Mercedes W14, og ikke køreren, der sætter begrænsninger for resultaterne.
På de efterfølgende pladser kom de to Ferrarier med de stabilt kørende Charles Leclerc og Carlos Sainz, der ganske enkelt bare intet kunne stille op mod hverken Hamilton og Verstappen.
Den eneste, som måske havde haft en chance, rullede ind på P5, og det var Lando Norris, som kørte et forrygende løb. Desværre for ham, kiksede lørdagens kvalifikation fuldstændig, hvilket sendte McLaren-køreren ned på en startposition på P17, men ikke desto mindre snoede han sig op igennem feltet og sluttede over forventning. Norris sluttede som Driver of the Day.
Det blev også weekenden, hvor Daniel Ricciardo var tilbage ved fuld styrke og fik sin AlphaTauri op på en samlet P7, hvilket nærmest blev fejret som en sejr i det lille Faenza-team. Mon ikke Red Bull overvejer et kørerskifte med en australier i sædet?
Sammenlignet med sæsonstarten går det nærmest den stik modsatte vej hos Aston Martin, hvor Fernando Alonso, efter en dårlig kvalifikation måtte udgå under løbet, igen med tekniske problemer. Køreren i den anden garage, Lance Stroll, klovnede igen rundt på banen med påkørsler af både Logan Sargeant og Valtteri Bottas.
Det blev igen-igen en weekend til Kevin Magnussens efterhånden temmelig omfangsrige glemmebog. Efter endnu engang at være blevet sat på plads af Nico Hülkenberg under kvalifikationen havde danskeren et voldsomt uheld, som han dog var uden skyld i, da baghjulsophænget på Haas-raceren på mystisk vis brød sammen. Fejlen hvilket sendte K-Mag direkte i væggen på 31. omgang, men heldigvis kunne han hive sig uskadt ud af bilen, omend tydeligvis øm i kroppen. Tak til Formel 1 for at producere sikre biler og TechPro-barrierer.
Pointene i vores Power Rating er et subjektivt skøn fra samtlige skribenter og baseret på præstationerne under kvalifikation, sprint- og hovedløb med hovedvægten på det sidste. 10 point er maksimum og kolonnen til højre viser standardafvigelsen mellem skribenternes bedømmelser, hvor 0,0 viser fuld enighed.
Nr. |
Kører |
Rating |
Std.afvigelse |
1. |
Max Verstappen |
9,8 |
0,11 |
2. |
Lewis Hamilton |
9,7 |
0,32 |
3. |
Daniel Ricciardo |
9,3 |
0,46 |
4. |
Lando Norris |
9,0 |
0,70 |
5. |
Charles Leclerc |
9,0 |
0,66 |
6. |
Carlos Sainz |
8,8 |
0,57 |
7. |
Oscar Piastri |
8,3 |
0,84 |
8. |
Alex Albon |
8,2 |
0,49 |
9. |
Nico Hülkenberg |
8,2 |
0,92 |
10. |
George Russell |
7,8 |
0,72 |
11. |
Valtteri Bottas |
7,6 |
0,92 |
12. |
Esteban Ocon |
7,4 |
0,47 |
13. |
Pierre Gasly |
7,4 |
0,47 |
14. |
Guanyu Zhou |
6,9 |
0,88 |
15. |
Logan Sargeant |
6,2 |
1,02 |
16. |
Yuki Tsunoda |
6,2 |
0,99 |
17. |
Fernando Alonso [DNF] |
6,1 |
0,91 |
18. |
Sergio Perez [DNF] |
6,0 |
1,16 |
19. |
Lance Stroll [DNF] |
5,6 |
0,99 |
20. |
Kevin Magnussen [DNF] |
5,6 |
0,52 |