Hvad venter der i 2025?

Formel 1-sæsonen 2024 er for længst afsluttet, julemaden er spist, og nu kan vi fokusere på 2025-sæsonen. Men hvilke ændringer vil der være i den kommende sæson?

Las Vegas GP . Copyright Williams Racing

Af: Nicki Skaaning (ns@bmf1.dk) d. 27/12 2024 klokken 22:12

Formel 1-feltet er gået på en velfortjent vinterpause. 2024-raceren er kørt på lager, og teamene arbejder allerede mod næste års biler. Men hvad kan vi forvente af 2025-sæsonen?

2025 bliver den sidste sæson med det nuværende reglement, der blev indført i 2022. Med de nye biler vendte de tætte dueller tilbage, hvilket har givet intense kampe gennem årene. I 2026 introduceres en ny æra for Formel 1.

2025 markerer også afslutningen på de nuværende, udskældte, men mere energieffektive turbo-hybridmotorer. Fra 2026 træder næste generation af F1-motorer i kraft. Her vil batteriet stå for en større del af effekten, og bilerne skal køre på bæredygtigt brændstof. Samtidig afskaffes den dyre og problemfyldte MGU-H.

Sæsonen skydes i gang med tre dages vintertest i Bahrains ørken fra den 26. til 28. februar.

Som i 2024 vil 2025-sæsonen byde på 24 løb – en udfordring, der har presset både kørere og mekanikere til det yderste. Sæsonen starter i det velkendte Australien fra den 14. til 16. marts, en bane, der altid vil have en særlig plads i danske Formel 1-fans’ hjerter takket være Kevin Magnussens debutpodium i 2014. Den seneste sæsonstart i Australien fandt faktisk sted i 2019.

2025-sæsonen inkluderer også seks sprintweekender, som finder sted i Kina, Miami, Austin, Qatar, Belgien og Brasilien.

Når de røde lamper slukker i Australien, vil det faktisk være 75 år siden, at det officielle Formel 1 blev grundlagt. Fire af de originale løb er stadig på kalenderen i 2025, dog i en noget moderniseret form: Silverstone, Spa (Belgien), Monaco og Monza.

En ændring i reglerne er, at der i 2025 ikke længere uddeles et ekstra point for hurtigste omgang, selv hvis køreren slutter i top 10.

Formel 1 vil også afholde et stort lanceringsevent i Londons The O2 den 18. februar. Her vil alle teamchefer og kørere være til stede. Dog vil eventet kun vise 2025-liverys på showbiler og ikke de faktiske racerbiler.

2025 bliver også året, hvor køledragter introduceres. Disse dragter er lavet af brandsikkert materiale og udstyret med 48 meter slanger, der er tilkoblet en slags airconditionboks, som køler væsken i slangerne ned til 15 grader. FIA vil kræve brug af køledragterne, hvis temperaturen overstiger 30,5 grader Celsius. Tiltaget skal forhindre episoder som i Qatar 2023, hvor flere kørere led af hedeslag på grund af ekstrem varme.

I 2025 er der også åbnet op for, at flere træninger skal tilegnes juniorkørere.

OM SKRIBENTEN

Nicki fra BMF1 Nicki har været en del af BMF1 siden 2018, og han er en stor bilnørd, som altid har været fan af motorsport.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Så meget får holdene i år BMF1.dk's Power Rating: 2024-sæsonen »