• Forside

Gilles Villeneuve mindet på bmf1

I dag er en trist dag. Det er nu 25 år siden, at Gilles Villenueve blev slået ihjel under træningen til det belgiske Grand Prix på Zolder. Gilles Villenueve døde på den måde, som vi kender ham bedst

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 8/5 2007 klokken 02:05

Med speederen i bund i jagten på det ekstra, der kunne bringe ham tættere på sejren. Elsket af mange, beundret af flere og i mange øjne den bedste Formel 1 kører uden et verdensmesterskab.

Et ikon hos Ferrari og ikke mange vil nævne Michael Schumacher foran Gilles Villeneuve, hvis de blev spurgt om hvilken kører, der har betydet mest for Ferrari.

Gilles Villeneuve er køreren, der gjorde nummer 27 berømt. Selv om vi kun havde Gilles Villeneuve i seks år, så blev hans spektakulære kørsel på racerbanerne synonym med alt det vi elsker i Formel 1. Fra hans debut i en McLaren M23 på Silverstone banen i 1977 frem til hans sidste løbsweekend på Zolder banen i Belgien, var han elsket.

Gilles Villenueve debuterer i McLaren M23 på Silverstone 1977

Den canadiske journalist Guy Robillard var til stede på Zolder, da uheldet skete. Guy Robillard tænker tilbage på uheldet.

”Gilles havde netop kørt forbi pressearealet i et sidste øjebliks forsøg på at forbedre sin tid. Et par sekunder senere så vi billederne af hans uheld på storskærmene og en dødelig stilhed bredte sig i rummet. Bare at se hvad der var tilbage af bilen - alle var klar over uheldets alvor. Folk var i chok.”

Gilles Villeneuve i regnen

”En kørers død er altid et chok, men i Gilles Villeneuves tilfælde var vi lige så forbundet til manden som til køreren.”

I Gilles Villeneuves tidlige karriere solgte han sit hus for at få råd til en racerbil. Hans kone Joann sagde dengang:

”Han kom op til mig og sagde ‘Jeg har solgt vores hjem for at købe en bil’. Jeg tænkte, at han var blevet tosset.”

Gilles Villeneuves far Seville Villeneuve sagde i 1976 før Gilles’ Formel 1 debut:

”Gilles er slet ikke bange. Han kører altid hurtigt, det bedste han kan. Uanset hvad han kører, så får han den til at køre så maksimalt som muligt.”

Gilles Villeneuve før han kom i Formel 1

Chris Amon sagde efter Formel 1 debuten hos McLaren:

”Han har et ekstraordinært naturligt talent og masser af entusiasme. Han laver stadig mange spins, men han vil snart finde sin egen grænse. Han har en formidabel kontrol over hans bil og jeg mener, at han er en virkelig modig kører.”

Gilles Villeneuve kunne overhale de andre kørere på baner og sving, som ingen troede var muligt. Afdøde Clay Regazzoni sagde det på denne måde:

”Han prøvede en umulig overhaling. Jeg gættede på, at det var et spørgsmål om manglende erfaring. Jeg gentager. Det er menneskeligt umuligt at overhale på dette sted.”

Gilles Villeneuve i duel med Rene Arnoux på Dijon banen i 1979

Nogen vil måske huske Jacques Villeneuves overhaling uden om Michael Schumacher på Estoril banen i Parabolica svinget i 1996. Jacques havde det ikke fra fremmede.

Jody Scheckter blev den sidste verdensmester for Ferrari før Michael Schumachers fem mesterskaber i træk. I 1979 var han holdkammerat til Gilles og han sagde efter sæsonen:

”Det er en skam, at Gilles er så god - den hurtigste Formel 1 kører nu til dags! Han var lidt naiv i starten af mesterskabet og det forhindrede ham formodentlig chancen for at kæmpe om mesterskabet, men jeg skylder ham meget. At være en hurtig kører hjalp han en del til med at gøre Ferrari til en konkurrencedygtig bil og få mig i stand til at vinde verdensmesterskabet.”

Det officielle program til løbet i Long Beach 1980

“Det var hans karisma, der vandt fansenes hjerter.” udtalte Guy Robillard. ”Han er et vigtigt navn i automobilsportens historie.”

”Han gav os nogle af de største øjeblikke i Formel 1’s historie. Hans duel med Rene Arnoux om andenpladsen i Frankrigs Grand Prix i 1979 var historisk. At se dem side om side, dækkene der rører hinanden flere gange imens de var i fuld kontrol over deres biler. Det var aldrig set tidligere.”

Altid spetakulær

Guy Robillard beskriver køreren, der kun nåede 67 Formel 1 løb, af disse vandt han seks og havde det ikke været for Didier Pironi, så havde han også vundet mesterskabet i 1982 på denne måde.

”Hans gennemførte stil var ikke altid yndig, men den var spektakulær.”

I dag er det 25 år siden, vi mistede denne legende. Selv om han aldrig vil blive nævnt i vores legendeartikler her på Bil Magasinet Formel 1, der kun omhandler tidligere verdensmestre, så blev Gilles Villeneuve en legende uden lige.

I 25. året for Gilles’ død skulle der gerne komme en film om Ferrari nummer 27 køreren. Ikke filmen med de store Hollywoord stjerner, som der har været snakket om, men tættere på en mere dokumentarisk tilgang til emnet.

Plakaten til filmen Villeneuve

Det er filmselskabet Capri Films , der står bag udgivelsen.

Vi slutter denne lille mindeartikel af med nogle citater fra nogle af Gilles Villeneuves kolleger og modstandere fra hans tid i Formel 1.

John Watson, tidligere McLaren kører og Eurosport Formel 1 kommentator i tiden frem til 1996, sagde efter 1981 sæsonen om Gilles:

“Han er en mester, det er der ingen tvivl om. Han viste det mange gange. Efter min mening fortjener han at vinde mesterskabstitlen.”

Gilles i en Ferrari

Alan Jones sagde i 1981: “Dette er typisk Gilles. Vi har alle erfaret, at han aldrig giver op.”

Keke Rosberg sagde efter Gilles Villeneuves død i 1982: ”Der er ingen tvivl om, at Gilles var ekstraordinært modig. Han var den største ’bastard’ jeg kørte i mod og kendte, men han var absolut fair. En stor kører.”

Gilles Villeneuve

Patrick Tambay og Niki Lauda sagde: ”Ingen vil nogensinde glemme ham. Vi taler om et sår som aldrig heler helt. Ingen kan fylde tomrummet ud.”

”Jeg har altid kunne lide Gilles Viellenueve. Jeg kunne lide alt ved ham, selv om jeg ikke var enig i de risici han tog. Han var den skøreste kører jeg har mødt i Formel 1.”

Gilles Villeneuve i et af hans spektakulære uheld

Enzo Ferrari havde et meget nært forhold til Gilles Villeneuve og han var knust, da Gilles Villenueve døde.

”Han forlod os af stadig ukendte grunde. Skæbnen frarøvede os en stor mester, som jeg elskede meget højt. Min fortid er fuld af triste minder: Min far, min mor, min bror, min søn. Jeg ser nu tilbage på mig selv og alle de personer, jeg elskede. Blandt disse var der også denne store mand, Gilles Villeneuve.”

Gilles Villeneuves gravsten

Vi slutter med et citat fra Gilles Villeneuve: ”Jeg tænker aldrig på døden, men jeg accepterer, at den er en del af spillet.”

Billederne til denne artikel stammer fra www.ventisetterosso.com og www.gilles-villeneuve.com