• Forside

Berger køber 50% af Toro Rosso

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 9/2 2006 klokken 14:02

Vi har netop fået oplyst fra Red Bull Racing, at tidligere Formel 1 kører, Gerhard Berger, har købt 50% af aktierne i Red Bulls datterteam Scuderia Toro Rosso.

Østrigeren har ikke været involveret i motorsport siden sin exit som direktør hos BMW Motorsport i 2003. Berger vil endvidere fungere som rådgiver for Red Bulls F1-team.

Med til historien hører, at Berger ejer et shippingfirma, og at Red Bull ved samme lejlighed køber 50% af aktierne i dette selskab.

Vi har tidligere beskrevet rygterne vedrørende et muligt samarbejde imellem Berger og Red Bull, og de har tilsyneladende ikke været grebet ud af den blå luft. Årsagen skal utvivlsomt også findes i, at Red Bulls ejer, Dietrich Mateschitz, og Gerhard Berger er mangeårige personlige venner.



Gerhard Berger (tv) og Mario Theissen, da østrigeren var hos BMW-Williams.

Gerhard Berger udtaler om aftalen: ”Involvering i et firma som Red Bull er en vigtig milepæl for Berger shipping firmaet og for vores fremtidige udvikling.”

”På den anden side ved jeg, at Formel 1 know-how er generelt meget højt værdsat hos Red Bull og i det italienske Toro Rosso team i særdeleshed.”

”Sidst, men ikke mindst, ser jeg meget frem til fortsat at have det sjovt med Dietrich Mateschitz, men også at vi tilsammen kan implementere en seriøs og visionær forretningsudvikling i fremtiden.”

Dietrich Mateschitz siger om aftalen: ”Jeg har kendt Gerhard i tyve år. For 18 år siden var han den første topsportsmand, som drak Red Bull og dermed har han bidraget væsentligt til vores vækst.”

Annonceringen af Bergers engagement i Toro Rosso kommer samtidig med teamets første testkørsler med den nye STR01 i dag på banen i Jerez.

Beslutningen om at blive en del af STR er noget af en kovending i forhold til Bergers udtalelser i oktober 2005, hvor østrigeren udtalte, at hans motivation for at gå ind i F1 igen, var at få succes og tjene penge, hvorimod Red Bulls dagsorden mere handlede om markedsføring.

På dette grundlag ønskede Berger ikke at gå ind i et samarbejde med Red Bull.

Man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER