• Forside

Kimi køber yacht og modtager mere kritik

Kritikken hagler nærmest dagligt ned over Kimi Räikkönen og det faktum, at han kun har vundet et, ikke alle fire løb af årets afviklede løb. Forventningerne til Kimi Räikkönen har været så skyhøje, at selv Michael Schumacher i hans velmagtsdage ville have svært ved at opfylde dem.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 22/5 2007 klokken 11:05

Men nu er det jo heller ikke et hvilket som helst team Kimi kører for. Når man kører for Ferrari, så har man et ansvar overfor alle tifosis, men hvor Rubens Barrichello, Eddie Irvine, Felipe Massa og selvfølgelig Michael Schumacher hurtigt blev integreret hos de italienske tifosi, så virker Kimi end ikke til at være tæt på.

Som griddens måske bedst lønnede kører så er forventningerne enorme til Kimi Räikkönen. Hos det ’kolde’ McLaren kunne han bedre gemme sig bag sin Iceman facade end hos det varmblodede Ferrari team, hvor man på ingen måde er større end holdet.

Kimi Raikkonen og Felipe Massa i Spanien

Indkøbet af Kimi Räikkönen har fået den indflydelsesrige italienske Ferrari fanklub ’Gubbion Ferrari’ til at stille spørgsmålstegn ved Kimi Räikkönen.

”Vi har endnu ikke set ham vise os de ting, som vi var blevet lovet. Har han efterladt hans evner hos McLaren-Mercedes?”

Jackie Stewart, en anden tredobbelt verdensmester med trang til at udtrykke sin mening og kritik til alle, som vil høre på den har kritiseret Räikkönen for at forlade det spanske Grand Prix i Barcelona før løbets afslutning selv om han udgik tidligt.

Efter sigende for at se en ishockey kamp. Kimi er glad for at se ishockey og har i tiden hos McLaren flere gange trænet med ishockey spilere.

Kimi Raikkonen i den nye chikane på Circuit de Catalunya

For nylig har Kimi Räikkönen brugt en masse penge på at købe en ny yacht. En yacht til 20 millioner kroner, der er 22 meter lang og proppet med luksus, som er ved at blive fragtet til en af de bedre pladser i havnen i Monaco. Et bevis på, at Kimi ikke føler det for Ferrari, man som Ferrari kører skal føle.

”You eat Ferrari, you drink Ferrari, You breathe Ferrari, you talk Ferrari.”
Kimi Raikkonen tager dog kritikken med den sædvanlige kolde, nærmest arrogante façade.

”Det har intet med mig at gøre. Hvad skal jeg sige?”