• Forside

Ferrari raser over spion-afgørelse

Ferraritoppen raser, efter at World Motor Sport Council i går besluttede, at McLaren i første omgang slipper for straf i den store spionsag.

Af: (@bmf1.dk) d. 27/7 2007 klokken 09:07

På trods af at McLaren efter sigende skulle have været i besiddelse af de omtalte tegninger og dokumenter, om det så kun var Mike Coughlan der havde adgang til dem, er det blevet besluttet fra WMSC, at der ikke er tilstrækkeligt med beviser
for, at oplysningerne er blevet brugt til at forbedre teamets muligheder i dette års mesterskab.

"Denne beslutning lovliggør uhæderlig opførsel i F1 og danner en meget alvorligt præcedens," lyder det i en officiel udtalelse fra Ferrari.

"Vi føler at dette er yderst skadeligt for troværdigheden i sporten," fortsætter udtalelsen.

F2007. Nürburgring, Tyskland 2007

"Ferrari finder det uforståeligt, at en overtrædelse af de fundamentale principper i sportens troværdighed, ikke, som en logisk og uundgåelig konsekvens, får nogle sanktioner."

"Tværtimod indikerer beslutningen fra World Concil, at besiddelse af oplysninger fra højeste sted og brugen af yderst klassificeret information, tilvejebragt på utilladelig vis[...], repræsenterer overtrædelser der ikke fører til nogen straf."

"Det er endnu mere seriøst, at det skete i en sport som F1, hvor det er de små detaljer der gør forskellene," slutter meddelelsen fra Ferrari.

Ron Dennis, McLaren, var lettet over sagens afgørelse: "Der er ingen tvivl om, at de sidste 24 dage, har været meget udfordrende, og den enorme støtte vi har modtaget fra vores sponsor-partnere og offentligheden, har været meget velkommen."

Ron Dennis, teamchef og CEO hos McLaren.

"Hos McLaren vil vi endnu en gang bekræfte vores mangeårige forpligtelse over for ærlighed og integritet og gentage, at vi mener at vi har handlet korrekt igennem hele sagen."

McLaren slap for straf i første omgang, men straffen er betinget. Det vil sige, at teamet er fundet skyldige i at dokumenterne på en eller anden måde har været i deres besiddelse. Dommen er dog betinget, således at hvis man på et senere tidspunkt finder nye beviser på at oplysningerne er brugt til at fremme teamets bestræbelser i mesterskabet, så kan de blive udelukket for resten af 2007 samt hele næste sæson.