• Forside

Fleksible førstekørere hos Ferrari

Kimi Raikkonen ser sig selv som førstekører for Ferrari igen i 2008. Det er han også, men han er ikke den eneste. Felipe Massa deler samme status. Hvilket jo er ganske naturligt, da sæsonen ikke er begyndt endnu.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 15/1 2008 klokken 07:01

Hvem er førstekøreren hos Ferrari. Selv om Kimi Raikkonen gerne ser ham som den eneste, så har Felipe Massa også førstekørerstatus hos verdensmestrene. Noget som tidligere teamchef Jean Todt har lagt meget vægt på.

Således måtte Kimi Raikkonen spørge den italienske avis ’La Gazzatta dello Sport’, hvad Jean Todt havde sagt. Han var dog diplomatisk nok til ikke at udtale sig omkring dette.

”Jean Todt siger, at jeg ikke er en leder. Alle har deres egen måde at tænke på, og jeg ønsker ikke at blive indblandet i en sådan kontrovers.”

Hvem er Ferraris førstekører?

“Som i alle de teams jeg har kørt for, så er jeg ens med min holdkammerat. Sådan vil det også være i begyndelsen af i år, men på et tidspunkt bliver man nødt til at kigge på den fulde situation og vælge side.”

Havde Felipe Massa ikke accepteret andenkørerrollen i den sidste halvdel af 2007, så var Kimi Raikkonen ikke endt som verdensmester, og havde man hos McLaren valgt en første- og en andenkører så sad 1-tallet på snuden af sølvpilen i stedet for nummer 22 og 23.