• Forside

”Mike the Bikes” liv filmatiseres

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 4/3 2006 klokken 23:03

En af alle tiders største motorcykelkører Mike Hailwoods liv kan om nogen tid opleves som biograffilm.

Filmselskabet Infinity Media har netop erhvervet sig filmrettighederne fra Mike ”the Bike” Hailwoods enke Pauline. Der er dog ikke offentliggjort nogen premieredato endnu.

Hailwood vandt hele 9 verdensmesterskaber på motorcykel og fortsatte senere karrieren på fire hjul i Formel-serier dog uden at slå igennem for alvor.

Efter at have fusket lidt med bilracing i de tidlige 1960’ere i Lotus-BRM 25 for Reg Parnell Racing vendte han tilbage til de firhjulede i slutningen af årtiet og vandt i 1972 Formel 2 mesterskabet for motorcykelkollegaen John ”Fearless” Surtees team.

For samme team og i samme sæson var Hailwood tæt på at vinde sin første Formel 1 Grand Prix sejr efter at have presset den senere verdensmester, skotten Jackie Stewart, hårdt i Sydafrikas Grand Prix på Kyalami, indtil en luftkasse blæste af bilen og satte en stopper for drømmene.

1973 blev en vanskelig sæson for Hailwood i Formel 1, hvor kørerens eneste bemærkelsesværdige øjeblik opstod, da han reddede Clay Regazzoni ud af hans brændende Ferrari. Til gengæld gjorde køreren sig dermed fortjent til den såkaldte George Medalje.

I 1974 skiftede Hailwood til Yardley Team McLaren, hvor han opnåede 1 GP-sejr og en samlet 11. plads i mesterskabet. F1-karrieren sluttede brat efter en ulykke i Tysklands Grand Prix, hvor den uheldige kører fik skadet begge sine ben alvorligt.

En Formel 1 karriere var dermed slut. Hailwood forsøgte sig jævnligt med motorcykler igen indtil en bilulykke nær hjemmet dræbte ham i 1981.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.