• Forside

Timo Glock tilbage hos Toyota

Efter sin voldsome baglæns kollision med barrieren under weekendens Grand Prix på Hockenheim, melder Timo GLock sig parat til at prøve lykken igen. Allerede på torsdag tester han for Toyota på banen i Jerez.

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 22/7 2008 klokken 23:07

Det så voldsomt ud, da baghjulsophænget på Timo GLocks Toyota racer i højre side tilsyneladende brød sammen, hvorefter tyskeren snurrede rundt og med voldsom fart ramte betonbarrieren baglæns.

Den 26-årige kører var tydeligt mørbanket, da han stod ud af vraget, og tyskeren blev omgående kørt til hospitalet i Ludwigshafen, hvor han tilbragte natten. Mandag morgen stod den på undersøgelser og medicinske test.

Heldigvis viser alle test, at Glock ikke har fået mén af ulykken, og han melder sig klar på kontoret igen på torsdag, hvor der testes på banen i Jerez, Spanien, før det går løs ugen efter i Ungarns Grand Prix på Hungaroring.

Timo Glock er tilbage på Toyota-kontoret på torsdag.

Timo Glock er personligt helt på toppen og klar til næste løb.

“Jeg har det fint,” siger han. “Der blev kørt nogle røntgenfotos og MRI-scanninger og der var ingen problemer, så jeg tog hjem mandag morgen for at hvile mig.”

“Jeg havde et virkelig hårdt sammenstød med barrieren, og min ryg gjorde ondt umiddelbart efter, at jeg kom ud af bilen. Men nu har jeg det fint.”

På spørgsmålet om årsagen til ulykken siger Glock: “Det gik fint og det så ud til at jeg kunne få point, da jeg kørte en lille smule bredt ind i et sving på 35. omgang. Jeg følte, at bagenden af bilen begyndte at skride ud og forsøgte at fange den, men jeg var bare passager og havde ingen kontrol med bilen overhovedet.”

“På TV-billederne kunne jeg se, at noget brækkede i højre baghjulsophæng. Jeg har dog komplet tillid til teamet og der arbejdes på at forbedre bilens ydelse og stabilitet,” slutter Glock.

Efterfølgende har det vist sig, at årsagen til ulykken var et brud i højre bageste sporingsstang, og der arbejdes nu på at finde årsagen til bruddet.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER