• Forside

Max Mosley vinder over NOTW

Max Mosley, regerende FIA-præsident og connaisseur ud i smæk i den bare, vandt tidligt torsdag formiddag det civile søgsmål han startede mod sladder-avisen, News of the World.

Af: (@bmf1.dk) d. 24/7 2008 klokken 13:07

Hammeren faldt og dommen var afsagt. Tidligere i dag kom dommen den 68-årige præsident for FIA, motorsportens mest magtfulde person, havde ventet på i flere måneder. Og den var helt klokke-klar.

Der var nemlig ikke tale om perverst nazistisk rollespil, da Mosley mødtes med fem prostituerede i en kælder i London, slog dommeren fast.

Avisen, der angiveligt havde planlagt fælden i længere tid, havde lagt både billeder og video ud med den aldrende brite, hvori han deltager i et sex-orgie, der var et godt stykke over fem timer. Rundet af med en kop te, naturligvis.

Ifølge Mosley, var afsløringen et brud på privatlivets fred og krævede erstatning. Dommeren var enig og tilkendte Mosley en erstatning på $120.000.

Mosley erkendte samtidigt, at han havde haft sex med de fem prostituerede, men nægtede at seancen havde haft et nazistisk under-tema.

Max Mosley

Mosley´s forsvarer, James Price, udtalte forleden, at "...Det er vores påstand, at undersøgelsen af beviserne undervejs i retten har sænket enhver forestilling om et nazistisk tema."

Mark Warby, der repræsenterer den anden side, nemlig News of the World, har ikke forbavsende nok, en anden mening.

"Det (sex-legene, red.) er blevet sammenlignet med cowboy og indianere, som var det kun leg mellem voksne. Der har været et helt bevidst forsøg på, at få det hele til at ligne en farce og det rene sjov. I virkeligheden var det i sandhed grotesk."

Avisens redaktør, Colin Myler, fastholder, at avisen trykte sandheden og i øvrigt var i sin fulde ret til det. Han mener der var tale om legitim offentliggørelse og at det var i offentlighedens interesse.