• Forside

Kølig luft mellem Massa & Raikkonen

Ferrari vurderer nu, at Felipe Massa klart har større chancer for at blive individuel mester end Kimi Raikkonen. Dog har Ferrari det problem, at de 2 teamkammerater slet ikke taler sammen.

Af: !René Vium (rv@bmf1.dk) d. 16/9 2008 klokken 11:09

Raikkonen bør støtte Massa, hvis situationen opstår, eller et valg skal foretages i et løb, fortælles det nu fra teamet.

I søndags blev endnu et løb kørt uden at Raikkonen fik nogen point. Massa fik ikke blot 3, men havde jo en del mere end teamkammeraten i forvejen. Massa har nu hele 21 point mere end Raikkonen, og med blot 4 løb tilbage i sæsonen, da antyder Ferraris teamchef Stefano Domenicali nu også, at det nok er Massa, der skal køres for.

Massa er jo nu kun 1 point efter den førende i det individuelle mesterskab, Lewis Hamilton, McLaren.

”Vores væsentligste fokusering er teamet, og det ved kørerne godt”, fortæller Domenicali.

”Kimi vil selvfølgelig gøre sit bedste og være så aggressiv som mulig, men må også se på det faktum, at Massa jo er meget tættere på Lewis.”

Starten på det malaysiske Grand Prix. Kæmper de sammen eller mod hinanden?

Umiddelbart har Kimi ikke udtalt sig om dette endnu, eller om at et titelforsvar kun kan komme via en suveræn slutspurt af finnen. Massa vil dog gerne udtale sig, og det lyder som om forholdet mellem de 2 teamkammerater er værre end de fleste havde forestillet sig.

Massa regner ikke med hjælp fra Raikkonen, og skal han være verdensmester, da må han klare det selv, som han fortæller det til den tyske avis ”Welt am Sonntag”.

”Det jeg udfører eller ikke udfører, er helt anderledes end det Kimi eller nogen andre gør. Det er mig som sidder i bilen. Det er mig som vinder løbene eller laver fejlene. Det hele er op til mig selv”, fortæller Massa.

Han uddyber yderligere hans forhold til hans teamkammerat Kimi Raikkonen, som han platonisk fortæller kun baseres på et på et professionelt niveau: ”Vi arbejder sammen, og ønsker begge at Ferrari skal blive verdensmestre. Vi er dog ikke venner, og har intet privat forhold til hinanden.”

”Holder vi et møde, da forsvinder han (red: Raikkonen) uden videre, og lige så snart døren åbnes”. Massa savner tydeligvis et bedre forhold til sin teamkammerat, som han jo havde det med Kimis forgænger, Michael Schumacher.

Massa og Schumi er stadig tæt knyttet til hinanden, og Schumi er stadig rådgiver for Ferrari og Massa. Massa betegner Schumi som en god storebror.

Slutteligt fortæller Massa, nok knap så overraskende, at han har stærk tiltro til, at han kan slå Lewis Hamilton, og blive den næste verdensmester hos Ferrari. Det mener han også kun er naturligt, når han nu sidder i en Ferrari-racer.