• Forside

Ferrari døjer med at finde varmen

Ferrari erkender, at man i denne sæson har haft mere end svært ved at få en god arbejdstemperatur i dækkene i den kølige og våde sensommer i Europa. McLaren har vist større styrke end Ferrari under de køligere vejrforhold.

Af: !René Vium (rv@bmf1.dk) d. 17/9 2008 klokken 20:09

F2008-raceren og de 2 Ferrari-piloter Kimi Raikkonen og Felipe Massa har kæmpet en hel del for at opnå den rette arbejdstemperatur i dækkene. Det har konkurrenterne McLaren haft nemmere ved, hvorfor McLaren til tider har kørt væsentlig stærkere end de røde racere.

Dette er ikke et ukendt fænomen med Bridgestone-dækkene – tværtimod. Det nye er, at Ferrari som har mange års samarbejde med Bridgestone bag sig, nu har dette problem. Et problem som ødelagde det meste af sidste sæson for Toyota. De oplevede fænomenet i ekstrem grad, og selv under så varme forhold som i Bahrain.

Det er specielt i regnvejret, det ser slemt ud for Ferrari. Teamchef Stefano Domenicali forklarer: ”Vi har i Tyskland og senest på Monza skulle kører med regnvejsdæk, og skulle køre under køligere og våde forhold. Uheldigvis er der blot én test tilbage, hvor vi skal søge at forbedre denne situation til de sidste 4 løb i sæsonen.”

Det er løbene i Singapore (natløb), Fuji i Japan, Shanghai i Kina og slutteligt i Sao Paolo i Brasilien. I Singapore er sandsynligheden for kølige forhold ikke så stor, men til gengæld er der gode muligheder for store mængder vand i form af rene ”thunderstorms”. På Fuji kan det både være koldt og meget regnfuldt, som vi så det sidste år. Så især de 2 kommende løb kan Ferrari forudse problemer om ikke de får forbedret F2008-racerens dæk-performance.

Ferrari teamchef Stefano Domenicali

Domenicali fortæller desuden at Ferrari fremover vil se mere alvorligt på at kører løb under køligere og på våde baner, og dermed også teste dette mere til næste sæson. De nye baner, som er kommet på F1-kalenderen i de sidste sæsoner ligger på nogle geografiske steder og på årstider, hvor det forventeligt ikke er så varmt, og regn er almindeligt.

Er McLaren så favorit, har ”Autosport.com” spurgt Domenicali? ”Det ved jeg ikke”, svarer Domenicali afværgende.

Om weekendens race i regnvejret på Monza uddyber teamchefen: ”Det er helt sikkert at Hamilton kørte et utrolig godt race – et fantastisk løb. Han var hurtig, meget hurtig, og udover dette var han meget konstant i sin kørsel.”

”Jeg kender ikke det direkte svar på spørgsmålet, da man pga. de regnfulde forhold ikke kun kan vurdere det ud fra et teknisk synspunkt”, fortæller Domenicali, som dermed selvfølgelig anerkender at nogle er gode til at køre under så vanskelige forhold, og andre er mindre gode.

Domenicali, kørerne og resten af teamet vil derfor arbejde ret hårdt i denne uge, hvor Ferrari tester helt privat på hjemmebanen Mugello. Mon så ikke de håber på kulde og regn, så de bedre kan teste og siden klare sig bedre under disse forhold i de næste løb.