• Forside

Barcelona test dag 1 – Sato foran Buemi

På den første testdag efter afslutningen på årets Formel 1-sæson var det to ”nye” navne, der satte sig på toppen af tidstabellen. Takuma Sato og Sebastien Buemi havde begge fået en ny chance hos Toro Rosso, og de kvitterede med plads 1 og 2.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 17/11 2008 klokken 22:11

På en testdag hvor det virkelig var test fremfor noget andet, satte en broget skare af primært testkørere og inviterede kørere deres aftryk på den catalanske asfalt.

Rallyverdensmester Sebastien Loeb fik en test for Red Bull Racing. Bruno Senna gav Senna-navnet et comeback i Formel 1, og BMW var et af de teams, der sendte en ’øgle’ på banen.

Det var kun Toyota, der manglede i Barcelona. Ellers var alle holdene der. Alle i forskellige variationer af 2009-spec biler. End ikke Williams kunne dog præstere en bil så ’æstetisk udfordret’ som den BMW stillede op med.

Specielt lignede forvingen noget, der var helt helt forkert. Vi er dog også blevet advaret mod, at vi ville få et chok, når vi først får set 2009 modellerne, og dagen i dag gav et godt indtryk af forskellen.

Flere teams testede også KERS. McLaren havde for eksempel Pedro de la Rosa ude at teste en MP 4-23K, hvorimod Toro Rosso kun kørte med slicksdækkene, som der skal køres med i 2009. Ferrari havde Luca Badoer og Marc Gene (som ellers sjældent tester).

Bruno Senna - Endelig er Senna navnet tilbage i Formel 1

Hos BMW testede Christian Klien BMW’s KERS-testmodel, mens Robert Kubica kørte uden KERS. Honda havde en sjældent god dag med tredjebedste tid til Alexander Wurz. Williams havde Nico Hülkenberg på banen, og han stod bag et af dagens røde flag.

Giedo van der Garde vandt årets World Series by Renault og han fik i dag sin belønning i form af en test i Renault R28. Det blev kun til 27 omgange inden Giedo van der Garde satte sin R28 af banen. Lucas di Grassi delte bil med Bruno Senna og sluttede på dagens langsomste tid.

Marc Gene under en af de sjældne tests for Ferrari

Tiderne er som altid uofficielle og er leveret af McLaren.

Plads Kører Team Tid Antal omg.
1. Takuma Sato Scuderia Toro Rosso STR3 1m20.763 121
2. Sebastien Buemi Scuderia Toro Rosso STR3 1m21.071 117
3. Alex Wurz Honda RA108 1m21.198 77
4. Pedro de la Rosa McLaren Mercedes MP4-23K 1m21.417 65
5. Gary Paffett McLaren Mercedes MP 4-23 1m21.956 78
6. Luca Badoer Ferrari F2008K 1m22.038 94
7. Robert Kubica BMW Sauber F1.08 1m22.341 56
8. Sebastien Loeb Red Bull Racing RB4 1m22.503 82
9. Nelson Piquet Jr. Renault R28 1m22.560 80
10. Christian Klien BMW Sauber F1.08K 1m22.883 53
11. Nico Hulkenberg Williams FW30 1m23.467 116
12. Vitantonio Liuzzi Force India VJM-01 1m23.794 86
13. Adrian Sutil Force India VJM-01 1m23.832 88
14. Marc Gene Ferrari F2008 1m24.177 32
15. Bruno Senna Honda RA108 1m24.343 39
16. Guido van der Garde Renault R28 1m24.908 32
17. Lucas di Grassi Honda RA108 1m25.512 48

Testen fortsætter tirsdag og onsdag.

Christian Klien i BMW F1.08 med 2009 aerodynamik og KERS