• Forside

Gang i rygtemøllen

Rygterne går på at den angolanske Formel 3-kører, Ricardo Teixeira, skal køre en test for Williams F1 i januar.

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 19/12 2008 klokken 21:12

Rygterne, som Williams selv benægter rigtigheden af, er opstået i den angolanske avis Jornal des Deportes og er enten et udtryk for lokal ønsketænkning, eller et resultat af noget insider viden som er sluppet ud i utide.

Skulle rygterne passe, er det sandsynligvis fordi Teixeira sponsoreres af det delvist statsejede olieselskab, Sonangol, som sidder på al Angolas olie og gasproduktion.

Nico Hülkenberg tester Williams FW30. Det skal Ricardo Teixeira måske også, eller måske ikke

Den tidligere portugisiske koloni er den næst største olieproducent syd for Sahara, kun overgået af Nigeria, men overskuddet er i mange år gået til at føre borgerkrig, og efter 2002 da krigen sluttede, til genopbygning af landet.

Planerne fremover går dog på at få opbygget en turistindustri i landet, hvorfor det kunne være interessant for dem at få sat sit navn på verdenskortet på en positiv måde.

Hvad der ikke er mange der ved er, at der er en fuld udbygget Grand Prix bane i Angola, som dog blev bygget i 70’erne, altså før borgerkrigen.