• Forside

Ferrari dropper Portugal-test

Ferrari var et af de Formel 1-teams, der havde planlagt at teste på Portimao ved Algarvekysten i næste uge. Den test har man nu valgt at droppe på grund af varslede rygter om dårligt vejr de kommende dage i den region. Ferrari tester i stedet på Mugello.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 18/1 2009 klokken 18:01

Banen som lagde asfalt til shakedown-testen af den nye Ferrari F60 kommer nu også til at lægge asfalt til Ferraris første rigtige test i 2009. Den nye testbane ved Algarvekysten i Portugal skulle ellers have været stedet, hvor F60 blev testet for alvor.

Det er rapporter omkring vejret i Portugal de næste par dage, der har fået Ferrari til at blive hjemme. Med de manglende muligheder for at teste under sæsonen er det vigtigt, at få så godt vejr at teste i, når man kan teste.

Ferrari F60 på Mugello

Både Kimi Räikkönen og Felipe Massa vil teste på Mugello de kommende dage. At Ferrari vælger at teste på Mugello kan også betyde, at man ikke ønsker at vise sin nuværende form overfor de andre teams allerede.

I Portugal er der dog gang i den allerede. I går testede Pedro de la Rosa den nye MP 4-24, og i dag har Kamui Kobayashi haft gang i TF109.

F60 set fra oven

I morgen går den rigtige test i gang. Williams og Renault præsenterer FW31 og Renault R29 inden de nye biler kommer på banen, og BMW tester efter præsentationen på tirsdag også F1.09.