• Forside

Todt: Massa har frie hænder

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 20/3 2006 klokken 14:03

Ferraris Filipe Massa er blevet forsikret om, at han har helt frie hænder til at slå ex-verdensmesteren Michael Schumacher.

Første tegn på at debatten om de forkætrede teamordrer blev aktuel i de sidste faser af Malaysias Grand Prix i søndags, hvor Massa sluttede foran Ferraris førstekører.

Selvom det hidtil har heddet sig, at Ferrari står fuldt og helt bag Michael Schumacher i kampen om at genvinde verdensmesterskabet, så tøver teamchef Jean Todt ikke med at understrege, at Massa frit kan køre fra Schumacher, hvis lejlighed byder sig.


Schumacher og Filipe Massa efter løbet.

”Efter kun to løb er det for tidligt at udtale sig,” mener Todt. ”Filipe kunne ikke forsvare sine chancer i sit første Grand Prix i Bahrain, så på den led gjorde han et fint stykke arbejde i dag.”

”Han var på en anden strategi, når man tager al den trafik i betragtning, som Michael var ude i, hvor han ikke fik nytte af sine to pitstops, hvorimod Filipe fik nytte af sit ene.”

”Jeg er meget glad på Filipes vegne. Han er under et enormt pres, så det er vigtigt at han scorer point og dermed demonstrere, hvor god en kører han er.”

Filipe Massa bakker ikke uventet sin teamchef op.

”Jeg fik intet at vide (fra pitten, red). Det var et dejligt og konkurrencepræget øjeblik. Jeg er stolt over, at jeg kunne holde en kører af hans kaliber bag mig,” udtaler Massa.

Schumacher siger, at han ikke havde nogen indvendinger imod, at Massa sluttede foran ham, specielt fordi tyskeren ikke blev hindret i at overhale.

”Han var hurtig nok til ikke at give mig en chance,” udtaler Schumacher. ”Han lavede ikke en eneste fejl, og jeg var ikke hurtigere end ham.”

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.