• Forside

Charlie Whiting bør gå af

Hvem bærer ansvaret for den seneste farce i Formel 1. Her tænker jeg ikke på ’Lie-gate’, men lad os bare kalde det for ’Diff-gate’ for at blive i den jargon, som alle kriser i Formel 1 bliver opkaldt efter. Et navn går igen i de fleste ’episoder’.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 16/4 2009 klokken 09:04

Charlie Whiting, FIA’s altmuligmand. Teknisk direktør, løbsdirektør, sikkerhedsdelegeret. En mand med mange kasketter, som har været en af Bernie Ecclestones nærmeste siden, Charlie blev chefmekaniker for Bernie Ecclestones Brabham-team.

De sidste mange år har han været altid været i periferien af alle kritiske episoder i Formel 1. Kigger vi på det sølvfarvede ’taxa-team’, så var det Charlie Whiting, der sagde for Lewis Hamiltons overhaling på Kimi Räikkönen på Spa-Francorchampsbanen sidste år. En godkendelse, der blev omstødt af de belgiske stewards til en 25-sekunderstidsstraf.

Der var Charlie Whitings fingeraftryk på det belgiske Grand Prix 2008

For at blive omkring McLaren, så var det igen Charlie Whiting, der er alt for lang tid om at svare på legaliteten af Hamiltons overhaling af Trulli bag sikkerhedsbilen, og Trullis tilbagetagen af tredjepladsen. Her handler det ikke om løgn, men om smøl, hvilket nu har skabt ’Lie-Gate’.

Kan det være rigtigt, at en mand i den stilling som Charlie Whiting besidder ikke er i stand til at træffe en beslutning, som i den sidste ende kunne have afgjort VM sidste år. Eller som i Malaysia skal bruge over en halv time på at konstatere, at nu er Sepang-banen blevet for mørk at køre på uden kunstig belysning.

En våd Toyota-medarbejder med en vandtæt laptop

Men de tre eksempler er jo kun på Charlies virken som løbsdirektør. Langt værre ser det ud, når det handler om hans plads som FIA’s tekniske direktør. Her har uklarhed blandt Charlie og hans folk nu medført, at flere teams er tvunget til at investere rigtig mange penge på at udforske nye bagdiffusere.

I en tid hvor test ikke er tilladt under sæsonen (bortset fra i løbsweekenderne) kommer holdene til at arbejde på højtryk med vindtunneller, avancerede computerprogrammer og endnu mere avancere simulatorer. Alt dette i en tid, hvor finanskrisen kradser og netop en kraftig reducering af de gigantiske udviklingssummer står øverst på FIA’s ønskeliste.

Tre hold har fra start kørt med kontroversielle diffusere på deres biler. Fred være med dem. Den internationale appeldomstol slog i går fast, at Williams’, Toyotas og Brawn Grand Prixs diffusere lever op til det tekniske reglement. Noget som er blevet fastslået flere gange, men som visse teams har tvivlet på, da man mener at man har udviklet i ond tro ved at læse reglementet i en retning, der strider mod reglementets ånd.

Race Kontroversiel diffuser mod konventionel diffuser

Problemet ligger i, at flere teams havde udviklet lignende difffusere, men for at sikre, at de også levede op til det tekniske reglement forespurgt Charlie Whiting og hans tekniske konsulenter. Alle gange har holdene fået at vide, at de ikke levede op til det tekniske reglement.

Det har både Pat Symonds fra Renault og Adrian Newey fra Red Bull Racing bekræftet. Begge hold havde designet lignende diffusere og fået dem afvist. Jeg ved ikke om diffuserbanden har spurgt den tekniske arbejdsgruppe, men sandsynligvis ikke.

Derfor har de arbejdet på dobbeltplansdiffusere, hvor andre hold har udviklet de almindelige konventionelle diffusere. De tre holds designguruer har bare læst og forstået det tekniske reglement på en måde, der går til grænsen fremfor den sikre mellemvej.

Adrian Newey foreviste et dobbeltdiffuserdesign til Charlie Whiting før RB4 blev præsenteret.

Red Bull Racings tekniske chef Adrian Newey har i går annulleret sin flybillet til Shanghai. I stedet er han taget direkte til Milton Keynes, hvor han er gået i arbejdslejr. Ferrari har sat fuld gang i deres designafdeling for jo længere tid, der går før de nu godkendte diffusere sidder på bilerne, jo sværere bliver det at komme til tops i mesterskabskampen.

Dermed er den gode intention at Formel 1 skal være billigere nu gået fløjten. I stedet har man lige tilføjet alle teams nogle kæmpe millionregninger. Alt sammen kan tilskrives den samme mand og hans medarbejdere. Charlie Whiting.

Hvor længe kan vi leve med dette? Charlie Whiting bør gå af eller i det mindste smide nogle af de kasketter han har på.

Denne artikel er et udtryk for skribentens holdning, og dækker ikke BMF1’s samlede holdning. Har du en mening om enten artikel eller noget andet omkring Formel 1, så tøv ikke med at give din mening til kende på BMF1’s Facebookgruppe.