• Forside

Red Bull er helt oppe i skyerne

”Sky is the limit”, udtaler Red Bull Racings teamchef Christian Horner efter hans team ikke bare vandt det kinesiske grand prix ved Sebastian Vettel men også fulgte sejren op med det bedst opnåelige resultat ved en 2. plads ved Mark Webber.

Af: !René Vium (rv@bmf1.dk) d. 19/4 2009 klokken 21:04

Vettel og Webber var klart de bedste i van(d)vidsløbet i Kina, hvor regnen stod i stænger i stort set hele løbet. Jenson Button på dagens 3. plads var slået med omkring 40 sekunder.

Horner mente også, at det var på tide i denne sæson, hvor det også har været klart i de første 2 løb, at Red Bull havde mere i posen end de fik med hjem af point. ”Det var vitterlig frustrerende at vi ikke opnåede en podieplads i de første 2 løb, men godt at vi så nu, og så tydeligt er kommet på scoringstavlen”, udtaler Horner til BBC.

Det ærgrer dog ikke Horner så meget mere nu efter dagens 1-2 sejr – den første sejr og altså også dobbeltsejr nogensinde til Red Bull. ”Det er gennembrud for os. Vi har en lang sæson foran os, og vi kan yderligere se, hvor konkurrencedygtige begge vores kørere er, så nu ser jeg, at alt er muligt.”

Nogen lidt onde tunger vil så også sige, at det endelig viser sig, hvad chefdesigner Adrian Newey egentlig kan, hvad han for en del år tilbage viste vist hos McLaren. Det var et stort scoop, da Red Bull fik hyret ham for nogle sæsoner siden, men nu viser ”den gamle mand” endelig sin kunnen, da hele aeropakken og regulativet blev radikalt ændret til denne sæson, som har givet lige vilkår for alle teams.

Sebastian Vettel slår sit navn fast

Newey og Red Bull kan yderligere tænke på en stor opgradering på diffuser-området, som meget snart er klar til Red Bull-raceren.

Horner fortæller: ”Bilen har været rigtig god i højfartssvingene. Den har en god aerodynamisk pakke. Med den nye afklaring på regelområdet har vi også en del nye forbedringer på vej til bilen. Vi forventer os altså en del mere og en endnu forbedret performance at se frem til.”

Objektivt set, så var Red Bull det bedste team i Kina – også når man ser på de svære forhold, hvor det fredag og lørdag var tørvejr, hvad det bestemt ikke var søndag. Sebastian Vettel tog pole i lørdagens kvalifikation, og sejrede suverænt i søndagens løb.

Om et nyt storhold er født i Red Bull-teamet er nok endnu for usikkert at konkludere, men det ser ret sikkert ud til at denne 2. F1 sejr til Vettel, har født endnu en tysk F1-verdensstjerne.