• Forside

Prisen på Brawn-sponsorat stiger og stiger

Brawn GP er et hold, som har fået påklistret flere klistermærker på bilen for hvert løb, der er kørt. Med tre sejre i årets første fire løb er prisen imidlertid steget en del, og fortsætter successen, stiger prisen endnu mere.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/5 2009 klokken 14:05

Man skal være hurtig, hvis man skal have sit navn på på Brawn-racerne. Udbud og efterspørgsel er en af de frie markedskræfter, og den fungerer også i Formel 1.

Således stiger prisen på et sponsorat hos Brawn GP, des mere succes holdet får. Med sejre i tre ud af fire løb er den allerede steget en del.

Det ved Sir Richard Branson fra Virgin også. Ifølge rygter skulle Richard Branson melde ud ved en pressekonference op til det spanske Grand Prix næste weekend om, hvilke planer han har for holdet.

Vil han købe sig ind i holdet? Vil han købe hovedsponsoratet på bilen? Vil han...?

Der var ikke mange klistermærker på Brawn-raceren, da den fik sin debut i Barcelona i marts måned.

Nick Fry fra Brawn GP udtaler til avisen ’London Times’: ”De potentielle sponsorer ringer op en mandag morgen og siger ’åh nej, så er prisen steget igen’”

“Vi har mellem 20 og 25 firmaer, der taler med os om enten et sponsorat eller om at købe sig ind i teamet. Ross og jeg har behov for at træffe den rigtige beslutning, ikke den hurtige beslutning.”

Richard Branson har givet Brawn GP et tilbud, som Ross Brawn og Nick Fry tygger på.

”Richard er kommet med et tilbud. Det vigtigste for os er at finde ud af om det er det bedste tilbud, vi kan få.”