• Forside

Kort om nye Formel 1-hold

Mens det store fokus i Formel 1 i disse dage handler om budgetloftet og uoverensstemmelserne mellem FOTA og FIA, så sker der også noget hos ansøgerne til de tre pladser i næste års Formel 1.

Bilmagasinet Logo . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 16/5 2009 klokken 17:05

Der er tre ansøgere på vej ind i Formel 1 til sæsonen 2010.

For at starte med Lola, så har de nu meldt ud, at de vil ansøge om en af de nye pladser. Der var ellers tvivl omkring Lolas interesse, da der kom ændringer til det oprindelig planlagte budgetloft.

Oprindeligt skulle budgetloftet lyde på £30 mio. inklusiv udgifter til hospitality, kørerlønninger og motorer.

Da FIA offentliggjorde, at budgetloftet ville blive sat til £40 mio. med ovenstående undtagelser måtte Lola revurdere situationen. Det er en væsentlig stigning for et nyt hold, men Lola har dog besluttet, at de stadig vil være med.

Om et forhøjet budgetloft (igen) kan ændre på dette ved vi ikke.

Lola stod for chassiserne til de første sæsoner i A1-serien.

US Grand Prix Engineering var det første hold, der offentliggjorde at de ville ansøge om en plads til 2010-mesterskabet. Nu har holdet offentliggjort en liste over kørere man har kig på.

I første omgang gælder det:

Ryan Hunter-Reay, Jonathan Summerton, Danica Patrick, Graham Rahal og A.J. Allmendinger.

Fem navne, hvor der nok vil være mest interesse sportsligt i Jonathan Summerton og Graham Rahal. Interessant nok er Marco Andretti fjernet fra listen.

Marco Andretti er overraskende fjernet fra listen over potentielle F1-kørere til US GPE

US GPE’s Peter Windsor udtalte: ”Vi har en kortliste over kørere, som vi holder øje med. Der er nogle amerikanere, der gør det rigtig godt i single-seater racing ligefra Ryan Hunter-Reay, Jonathan Summerton, Danica Patrick, Graham Rahal og A.J. Allmendinger.”

”Den næste generation ser rigtig stærk ud. Vi har fire kørere der: Gaby Chavez der vinder en masse (Formel) BMW-løb lige nu, Alex Rossi der er amerikaner og blev World BMW Champion sidste år, Conor Daly, søn af Derek Daly, og Josef Newgarden, som vinder i England.”

Mike Gascoyne er nu ved at gå (delvist) i Ross Brawns fodspor og få sit eget Formel 1-team. Det skyldes et samarbejde mellem MGI, hvor Mike Gascoyne er chefen, og Litespeed, der deltager i det britiske F3-mesterskab.

Teamchefen for Litespeed Nino Judge udtaler: ”Vi ved endnu ikke om reglerne for budgetloftet bliver ændret, og naturligvis ved vi ikke om vores ansøgning vil blive accepteret. Loftet kan blive droppet helt.”

”Problemet er, at der ikke er meget tid til at få et projekt klar til 2010-gridden, så vi vil være tvunget til at løbe nogle risici for at maksimere vores forberedelsestid.”

Mike Gascoyne kan blive en vigtig del af et nyt Formel 1-hold.

”Der er plads til uafhængige teams og den tekniske frihed til hold under budgetloftet giver mulighed for at opnå en konkurrencedygtig performance indenfor de finansielle parametre.”

Nino Judge arbejdede for Lotus i F1 i årene 1989 til 1991.