• Forside

Monacos Grand Prix Warm-up

Monacos Grand Prix er vel nok det mest traditionsfyldte af dem alle. Samtidig er det det løb der er omgivet af mest glamour. Elsket eller hadet, valget er dit eget.

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 24/5 2009 klokken 11:05

Når Formel 1 kommer til Monaco, betyder det samtidig at gaderne, dem der ikke er spærret af, bliver fyldt med kendisser og rigmænd.

En havneplads til din lystyacht kan snildt løbe op i et par millioner Euro for denne weekend, og en cola på en bar koster pludseligt kr. 500,-

Dette har ikke meget at gøre med hvem der er den bedste kører, eller har den bedste bil, men det er et faktum at den hype der er omkring dette løb, undskylder de manglende frakørselsarealer og de elendige oversigtforhold.

Lewis Hamilton

Lewis Hamilton er en stor fan af denne bane, sikkert af flere grunde, men den vigtigste for os er, at han har vundet dette grand Prix i samtlige løbsklasser han har været her med, og i Formel 1 er det ikke blevet til under en 2. plads.

Om han kan holde den i dag er nok tvivlsomt. Monaco har ikke de bedste overhalingsmuligheder, og verdensmesteren skal starte bagest efter hans uheld i Q1, som også tvang McLaren til at skifte hans gearkasse.

Hvis vi skal fokusere på det positive, kan vi selvfølgeligt nævne Jenson Button som starter på pole, men det er der vel ikke den store overraskelse i længere.

Meget mere spændende er det at se Kimi Räikkönen vise gode takter og agressivitet som vi har savnet fra finnen siden han selv blev verdensmester i 2007.

Kimi Raïkkönen starter på P2 med KERS ombord. måske årets største chance for en sejr.

At starte på P2 må siges at være en succes for Ferrari efter de rædselsløb som de har været igennem med deres F60, men ikke blot det. Kimi har muligheden for at affyre sin KERS i starten, og dermed måske passere Jenson Button i første sving.

Red Bull har fået monteret deres nye dobbeltdiffuser, men om det har givet dem noget ser tvivlsomt ud. Bevares, Vettel starter som 4, men i en bil der er markant lettere end de andres.

Kovalainen satte bedste tid i Q2, og prøvede dermed at forsvare de sølvfarvedes ære. I Q3 gik det knapt så stærkt, og Kovalainen kvalificerede der hvor han nogenlunde plejer at ligge.

Mario Theissen og Nick Heidfeld i BMW Sauber-pitten. De er vist ikke helt tilfredse

Jeg vil være venlig overfor BMW-Sauber fans som blot venter på at BMW monterer en stor bagvognsopdatering til det næste løb, og jeg skal være mild overfor Toyota, ved simpelthen ikke at nævne deres kvalifikation yderligere.

Løbet starter klokken 14.00

God fornøjelse.