• Forside

Badoer: En drøm går i opfyldelse

Midt i alle nyheder omkring Michael Schumacher og hans nu aflyste comeback i Ferrari-raceren, er der en kører der står i skyggen - testkøreren Luca Badoer, der i næste uge får opfyldt sin drøm om at køre for Ferrari.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 13/8 2009 klokken 09:08

Det er ofte tilfældigheder, der afgør om man får chancen i Formel 1.

Nu får Luca Badoer chancen for at køre mindst et løb som Ferrari-kører. En drøm som alle racerkørere har, selv om de ikke vil indrømme det.

At muligheden opstår på grund af Michael Schumachers skade er Luca Badoer ked af, men han glæder sig til at starte i Valencia.

Badoer fortæller på Ferraris hjemmeside om chancen:

”Siden jeg har været en lille dreng har jeg drømt om at køre for Ferrari, og nu er muligheden kommet for at opfylde denne drøm.”

Luca Badoer kører opvisning i F2008 ved Bologna Motor Show 2008

”Jeg er virkelig ked af det på Michaels vegne, fordi jeg ved hvor meget han ønskede at vende tilbage; Jeg siger dette som hans ven og som hans fan. Vi har været i tæt kontakt de sidste par dage, og vi kørte gokart sammen i Lonato sidste uge.”

”Så jeg har fulgt ham meget tæt i hans forsøg. I går ringede han (dagen før aflysningen, red.) et par minutter efter Stefano Domenicali havde fortalt mig nyheden, og jeg ved, at han (MS) vil være klar til at rådgive mig og at han vil heppe på mig.”

Luca Badoer

Fysisk frygter Luca Badoer ikke løbet i Valencia.

”Selv om reglerne i år har medført et drastisk fald i kilometre til os testkørere, så har jeg forberedt mig til at være klar under alle omstændighederne, ligesom jeg har gjort de sidste to år. Jeg har været i dette fag længe.”

”Efter Felipes uheld intensiverede jeg mit træningsprogram, og jeg er sikker på, at jeg ikke får problemer på dette område.”

Luca Badoer tester Ferrari F2008 på Mugello

Da Luca Badoer først fik beskeden om at han skulle overtage bil nummer 3 tænkte han straks på tre ting.

”Min første tanke gik til Felipe. Jeg var chokeret over hans uheld og jeg er glad for, at hans situation er blevet bedre så hurtigt: Jeg ønsker ham det bedste og at få ham tilbage så hurtigt som muligt.”

”Jeg ønsker også at takke Luca di Montezemolo og Stefano Domenicali for den tillid de har givet mig og for den ære at få lov at køre bilen: Jeg vil gøre mit bedste for dem og til alle Ferraris fan, som – jeg er sikker på – vil give mig deres støtte.”

Luca Badoer, Nicolas Todt, Marc Gene og Michael Schumacher ved F60's debut på Mugello

Den sidste italienske kører der kørte for Ferrari, Nicola Larini, fik også sin debut på grund af en nakkeskade som løbskører, Jean Alesi, havde pådraget sig.