• Forside

Bourdais skifter til Superleague Formula

Sebastien Bourdais blev for knap to måneder siden fyret fra sin plads hos Scuderia Toro Rosso. Nu tørner den franske kører ud i den kun to år gamle racerserie Superleague Formula. Her kommer han til at stå overfor bl.a. danske Kasper Andersen.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 2/9 2009 klokken 14:09

Den arbejdsløse Formel 1-kører Sebastien Bourdais, der kørte sit sidste Formel 1-løb i Tyskland i midten af juli, vender nu tilbage til racerbanerne. Det sker denne weekend, hvor han stiller til start i Superleague Formula-mesterskabet.

Bourdais’ nye arbejdsplads bliver i den spanske fodboldklub FC Sevillas bil, når serien starter fjerde afdeling på Estoril-banen. Bourdais’ skifte til Superleague Formula bliver af seriens arrangører kaldt for årets transfer, og man forstår dem godt.

Sebastien Bourdais i Superleague Formula

For er der noget Sebastien Bourdais er god til, så er det mærkeklasser, og selv om vi nok ikke skal forvente topresultater denne weekend, så er der stadig to afdelinger tilbage i mesterskabet, som Sebastien kan brillere i.

Sebastien Bourdais udtaler til Superleague Formula, at Superleague er det bedste alternativ til F1.

”For en kører er Superleague Formula det bedste alternativ til Formel 1. I dag er det, det eneste andet mesterskab i Europa, der tilbyder en kører muligheden for at race formelracere på et højt professionelt niveau.”

Sebastien Bourdais i Superleague Formula

”Jeg er også en stor tilhænger af konceptet med at blande motorsport og fodbold. Det er et partnerskab, der har et stort potentiale og burde have en god fremtid. Når mesterskabet først er fast etableret og mere almen kendt, så er jeg sikker på, at Superleague Formula vil blive rigtig stærk.”