• Forside

Eddie Jordan tilbage i F1

Eddie Jordan. . Copyright Jordan Media

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 3/4 2006 klokken 13:04

En af motorsportens, og Formel 1 cirkussets i særdeleshed, største personligheder menes nu at vende tilbage til kongeklassen.

Tidligere kollega og dengang teknisk direktør for Jordan, Gary Anderson, udtaler til nyhedstjenesten ’Selanta’, at ireren vender tilbage til Formel 1 med et nyt team i 2008.

”Så vidt jeg ved, har han allerede lagt en ansøgning ind,” udtaler Anderson.

Eddie Jordan solgte sit Silverstone baserede team, Jordan Grand Prix, til Midland Group i begyndelsen af sidste år.


Vil vi få de gule Jordan racere at se igen? Her med Nicolas Kiesa under fredagstræningen til Kinas GP i 2005.

Ifølge kilder tæt på F1, så er brikkerne til 2008-puslespillet er ved at være på plads. Således menes Prodrive, et genopstået Minardi, det japanske Direxiv samt GP2 teamet ’Racing Engineering’ at have indsendt deres ansøgninger.

Der har på det seneste været spekulationer om at Roger Penske, nuværende teamejer i Indy Racing League (IRL), NASCAR og sportsvognsteams i USA også skulle være på ansøgerlisten, men det afvises af amerikaneren.

”På nuværende tidspunkt har vi rigeligt at se til,” udtaler Penske. ”Vi har ikke forpligtet os til noget som helst, og jeg tror ikke at man skal forvente at se os i Formel 1 under de nuværende omstændigheder,”

Årsagen til spekulationerne skal findes i et møde, som Penske afholdt med F1-boss Bernie Ecclestone i december sidste år. Penske er ikke ukendt med F1, idet amerikaneren drev et team i perioden 1974-77 bl.a. med nu afdøde Mark Donohue.

GP2 teamet Arden menes også at have været inde i billedet som F1 aspirant, men det er ikke længere sandsynligt, efter at teamejer Christian Horner blev sportsdirektør hos Red Bull Racing.

Et andet GP2 team, ART, afviser også at have lagt billet ind.

FIA, der under det nuværende regelsæt tillader 22 teams at stille til start, offentliggør den officielle startliste for 2008 d. 28. april.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER