• Forside

Timo Glock bekræftet hos Manor GP

Timo Glock blev i dag annonceret som den første kører i det nye Manor Grand Prix til 2010. Timo har flere gange været sat i forbindelse med Manor, men alle forventede, at det var Renault, den tyske kører ville ende hos.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 17/11 2009 klokken 13:11

Timo Glock blev i dag bekræftet som den første kører i Manor GP-teamet, der debuterer i Formel 1 i 2010.

Det var noget overraskende, da alle forventninger gik på pladsen ved siden af Robert Kubica, men Timo og hans managementgruppe har fundet Manor som det bedste valg.

Det er muligheden for at være med til at opbygge teamet samt muligheden for at køre en Nick Wirth-designet bil, der tiltaler den 27-årige tysker. Bilen bliver designet udelukkende på computer, men det har før givet gevinst for Wirth.

Timo Glock sluttede sæsonen 2009 med en skade

Timo Glock udtaler på sin hjemmeside:

”Det virker måske som et dumt træk, men der er mange gode grunde til at skifte til dette team. For mig, som kører, var det vigtigt, at jeg ville blive involveret i udviklingen af teamet og bilen.”

”Bilen bliver designet af Nick Wirth. Det var et aktiv for teamet, hvad angår mig. Nick Wirth har en masse erfaringer i design af racerbiler og et rigtig godt ry. Man behøver bare at se på Acura ARX-02a for at se, hvad han og hans team kan gøre.”

Timo Glock mestrer andet end en Formel 1-bil.

”Den prototype var øjeblikkelig en succes i American Le Mans Series på trods af, at den ikke brugte så meget som en time i vindtunnellen. Det er en sensationel bil.”

”Da Nick og hans kolleger John Booth og Graeme Lowdon talte til mig var vi med det samme på samme bølgelængde. De ønskede at få mig med til at hjælpe med at udvikle bilen.”

Nick Wirth, der designer Manor GP-bilen, er lært op under Adrian Newey, da de arbejdede for March og Leyton House.

Timo Glock havde oprindelig et år tilbage på kontrakten med Toyota, og han er derfor ked af, at han om et par dage skal sige farvel til sit tidligere, nu nedlagte team under den kommende Toyota Motor Sport Festival i Japan. Nu ser han frem til nye udfordringer.

Timo Glock rejser om et par dage til Japan, hvor han siger farvel til sit team.

At Manor Grand Prix er et britisk team tæller på ingen måde ned i Timos bog. Tværtimod.

”Det personlige er også ekstremt vigtigt for mig. Atmosfæren i et privat britisk team er altid formidabel. Det oplevede jeg under min tid hos iSport International i GP2 (2007). Der arbejdede vi tæt sammen for at opnå succes. Manor starter op på samme måde, hvilket er en af grundene til, at jeg aktivt ønskede at blive en del af teamet.”

”Vil vil alle arbejde i samme retning og motivere hinanden til at skabe fremdrift i programmet.”

Hvem der bliver Timo Glocks holdkammerat vides ikke endnu.